Anne Sabers er udnævnt til professor i epilepsi

Overlæge fra Epilepsiklinikken på Rigshospitalet, Anne Sabers, skal med sit professorat blandt andet arbejde med at sikre den bedst mulige behandling af gravide med epilepsi.

​​Overlæge Anne Sabers fra Epilepsiklinikken, Rigshospitalet holder tiltrædelsesforelæsning 17. april som nyudnævnt professor i neurologi med fokus på epilepsi. 

Anne Sabers skal i sit professorat fortsætte sit mangeårige forskningsarbejde med at sikre den bedst mulige behandling af gravide med epilepsi.

”Medicinsk behandling under graviditet kan være kompliceret, da vi på den ene side stiler mod, at anfaldene fortsat er under kontrol og på den anden side tilstræber at minimere medicindosis for at mindske risikoen for, at medicinen skader fosteret.  Vi har nu gennem de sidste 10 år fået en rimelig afdækning af, hvilke typer af medicin der medfører størst risiko for medfødte misdannelser, men der kommer hvert år nye medikamenter til. Der har gennem mange år været fokuseret på forekomsten af fysiske misdannelser, men en vigtig udfordring er også at kunne forebygge, at børnene bliver hæmmet i deres udvikling,” siger Anne Sabers.

Nye behandlingsmuligheder for svær epilepsi 

Hver tredje patient med epilepsi vedbliver med at have epileptiske anfald trods medicinsk behandling. Mange patienter har været igennem mindst 8 – 10 forskellige typer af antiepileptisk medicin uden at have opnået et tilfredsstillende resultat. 
Et andet fokusområde for den nye professor er derfor, at forske i nye behandlingsmuligheder for patienter med svær epilepsi.

”Epilepsi, der ikke er muligt at behandle tilfredsstillende med medicin, er forbundet med  udviklingsforstyrrelser, psykiske lidelser, social stigmatisering, førtidspensionering og øget dødelighed. Derfor er der et stort behov at finde andre behandlingsformer. Nogle patienter med svær epilepsi kan hjælpes med en operation, hvis man kan lokalisere, hvor i hjernen epilepsien udgår fra. Men der er behov for at udvikle de undersøgelsesmetoder, der skal hjælpe til at afgrænse det epileptiske område i hjernen, ” forklarer Anne Sabers.

Endelig vil Anne Sabers med sit professorat undersøge muligheden for at behandle flere epilepsipatienter ved hjælp af elektrisk nervestimulation. Behandlingen bruges i dag kun til patienter med meget svære former for epilepsi. 

Redaktør