Tænk hvis alle var ligeglade...

Finsencentret's psykolog fortæller om glæden ved sit arbejde med alvorlige samtaler og supervisioner med patienter og medarbejdere.

​​

Hvad arbejder du med?
De fleste af os kender det sikkert. Man er til et eller andet arrangement eller falder i snak med nogen, man ikke kender så godt, og undervejs falder spørgsmålet ”Hvor arbejder du henne?” eller ”Hvad arbejder du med?” Det er jo et meget naturligt spørgsmål, og jeg fortæller som regel glad og gerne om, hvad jeg arbejder med.

Er det ikke enormt hårdt?

Men så sker det ofte, at jeg ikke når at sige mere end få ord om mit arbejde, inden der spørges: ”Er det ikke enormt hårdt?” eller måske ”Hvordan kan du dog holde det ud?” Hvis der da stilles flere spørgsmål, for det sker også, at der reageres med tavshed, et undvigende blik eller hurtigt emneskift.

Problemer og lidelse

Sandt er det selvfølgelig også, at jeg i mit arbejde hører om mange triste, sørgelige og lidelsesfyldte ting. Udgangspunktet - i de fleste samtaler eller supervisioner jeg har - er næsten altid problemer. Alvorlig sygdom, tristhed, angst, oplevelse af utilstrækkelighed, skyldfølelser eller det at føle sig fastlåst i uønskede måder at reagere på.

Omtanke og omsorg

Hvad der tit slår mig er, hvor mange af dem jeg taler med, som er meget opmærksomme på, hvordan andre har det. Det kan være patienten, der er bekymret for, hvordan hendes børn har det, mens hun er indlagt. Eller patienten, der tænker på hvordan hans hustru skal klare sig, hvis han dør af sin sygdom. Det kan være sygeplejersken, der er frustreret over, at travlheden gør, at hun ikke har kunnet tale ordentlig med patienten på stue 14 velvidende, at patienten har ønsket det. Det kan være sygeplejersken, der er bekymret for sin kollega. Eller lægen, der er bekymret for, hvordan børnene til en alvorligt syg patient klarer sig.

Hvis alle var ligeglade

Tænk, hvis det var omvendt. Tænk, hvis alle kun var interesserede i sig selv og fuldstændigt ligeglade med, hvordan andre har det, og hvordan det går dem. Hvis jeg nu mødte patienter, der sagde: ”Hvordan mine børn har det? Det har jeg virkeligt ingen anelse om”, eller ”Hvordan min hustru skal klare sig hvis jeg dør? Det må hun virkelig selv finde ud af. Intet kunne interessere mig mindre”. Eller hvis sygeplejersken sagde: ”Hvordan patienten på stue 14 har det? Det er jeg da ligeglad med. Jeg skal jo bare give ham hans behandling” eller ”Nej, min kollega nåede ikke at spise frokost, men det er jo hendes problem. Jeg nåede min frokost, så jeg har det fint”. Eller hvis lægen sagde: ”Ja, jeg fik givet familien den dårlige besked på under 4 minutter, så nu er jeg forud for tidsplanen”.

Engagement og arbejdsglæde

Jeg taler med mange mennesker, der er ulykkelige, bange eller bekymrede. Hvad jeg uhyre sjældent møder er nogen, der er ligeglade. Meget af det, der umiddelbart kun fremtræder som problemer eller svære følelser, viser sig ofte at være et indirekte udtryk for engagement, omtanke og ønsket om at gøre en positiv forskel.
Det kan give mig stor arbejdsglæde at arbejde et sted, hvor så mange virkelig brænder for at gøre det godt og ansvarligt. Medarbejderne både orker og tør at være engagerede.


Af: Psykolog Jesper Rendsmark


Redaktør