Søren Ebdrup fra Neurointensiv skal udvikle ny sengevægt

​Patientbehandling: Sygeplejerske Søren Ebdrups fra Neurointensiv afdeling skal det næste halve år arbejde med at udvikle en sengevægt. Hans idé er blandt de 10 udvalgte idéer til Rigshospitalets Idériget.

​​​​​​​​​​​

Fra 1. marts og de næste seks måneder skal Søren Ebdrup, der til dagligt arbejde som sygeplejerske på Neurointensiv afdeling, udvikle en sengevægt, der kan veje patienter uden, at de skal ud af sengen eller løftes.

Søren Ebdrup er blandt de 10 personer på Rigshospitalet, der har fået udvalgt deres idé som en del af Rigshospitalets innovationsprogram Idériget.

”For at kunne følge og vurdere intensivpatienters ernæring og væskeindtag har vi brug for at veje vores patienter. Det er en enorm skrøbelig patientgruppe, der hverken selv kan flytte sig eller tåler at blive rykket for meget med. Derfor vil en vægt, der ikke kræver, at patienterne skal flyttes fra sengen som i dag, være til stor glæde for afdelingen og på sigt også andre afdelinger på Rigshospitalet” siger Søren Ebdrup. 

Mulighed for daglig vejning af patienter

Søren Ebdrups tanke er, at vægten skal sættes på en lille palleløfter, der kan løfte og veje både patient og seng. Ved at trække sengen og madrassen vægt fra den samlede vægt, kan man således udregne patientens vægt.

I dag vejes patienterne på intensivafdelingen omkring to gange om ugen med hjælp fra portører, der hejser patienten op fra sengen. Med en sengevægt vil det blive muligt at veje patienterne så ofte, som det er nødvendigt og samtidig spare tid og portørressourcer.

Som en del af Idériget får Søren Ebdrup et stipendie på et halvt til sin idéudvikling. Undervejs i forløbet får idéudviklerne hjælp fra Rigshospitalets Udviklingsenhed, DTU Business og klinikchefer, som har meldt sig som mentorer.

Søren Ebdrups håb er, at en prototype af vægten er afprøvet og implementeret på Neurointensiv afdelingen, når det halve år er gået.


Redaktør