Skralderoderi sparer næsten 10 ton madspild årligt

Med et øget fokus på madspild er det lykkes køkkenet på Glostrup Hospital at smide 9.700 kg madaffald mindre ud i 2013 end i 2010. Lækre croutoner af rester fra toastbrød og flere frikadeller ved at skrabe røremaskinen er blandt de helt lavpraktiske løsninger.

I en tid, hvor alle ressourcer er knappe, er madspild et af de store paradokser. Derfor har Centralkøkkenet på Glostrup Hospital sat ind med nye metoder til at få så meget som ud af maden som muligt. I 2010 smed køkkenet 21.500 kg ud, mens tallet i 2013var nede på 11.800 kg.

- I kampen mod madspild har vi udnævnt tre af vores produktionsmedarbejdere til madspildsambassadører, der med skarpe øjne holder øje med vores arbejdsgange og opdager, hvis der er noget, vi kan gøre smartere, siger Tine Gram, der er kvalitetskoordinator i Centralkøkkenet.

Fra affald til croutoner

Madspildsambassadørerne vender jævnligt affaldsbøtterne på hovedet for at se, hvad det egentlig er, der bliver smidt ud i køkkenet. På den måde har de fx fundet ud af, at mange endeskiver fra sandwiches kan bruges til sprøde brødcroutoner, mens kagerester kan bruges til lækre romkugler.

75 kg ekstra fars årligt

Madspildsambassadørerne har også opdaget af, at hvis man bruger hænderne, kan man skrabe op til to kg ekstra frikadellefars ud af røremaskinen, inden den bliver gjort rent. På et år bliver det til ca. 75 kg ekstra fars.

Kan det spises, skal det bruges

- Vores motto er, at kan det spises, skal det bruges. Det betyder ikke, at der ryger for meget i gryden, fordi det sidste lige så godt kan komme med, men at vi under grundig egenkontrol bruger resterne de følgende dage, siger Tine Gram.

Minimerer også madspild på afdelingerne

Hver dag producerer Centralkøkkenet over 2000 måltider til patienter og ansatte. Foruden at minimere madspild i produktionen hjælper Centralkøkkenet også hospitalets afdelinger til at målrette deres bestillinger til den enkelte afdelings patienters behov og antal bedre.


Redaktør