Nyt forskningsprojekt om forebyggelse af blodpropper i hjernen

Hvert år rammes 16.000 danskere af en blodprop i hjernen. Derfor igangsætter Rigshospitalet i samarbejde med en række andre hospitaler nu et nyt forsøg, der skal afdække, om man kan forebygge blodpropper i hjernen ved at overvåge hjerterytmen med et lille apparat, en såkaldt Loop-recorder

​​

Mandag den 17. marts 2014 viste TV2 Nyhederne og TV2 Lorry et indslag om et nyt forskningsforsøg, der netop er igangsat på Rigshospitalet og Bispebjerg hospital.

Professor fra Rigshospitalet Jesper Hastrup Svendsen leder forskningsforsøget, som han håber vil kunne forhindre blodpropper i hjernen, der hvert år rammer 16.000 danskere.  

-Forskningsprojektet vil afklare om man, ved at overvåge hjerterytmen hele tiden med en lille chip under huden, kan opdage hjerterytmeforstyrrelser, som ellers ikke ville blive opdaget. Informationerne fra chippen overføres automatisk til sygehuset, og her kan lægerne så afgøre, om der skal startes blodfortyndende behandling. Derved vil man muligvis kunne forhindre nogle af de frygtede blodpropper i hjernen, siger professor Jesper Hastrup Svendsen fra Rigshospitalet. 

Hvem kan deltage?

Borgere kan deltage i forsøget, hvis man er ældre end 70 år og har en eller flere af følgende fire sygdomme:

  • forhøjet blodtryk, 
  • sukkersyge, 
  • nedsat hjertepumpefunktion og 
  • tidligere blodprop i hjernen.

Hvis man allerede har fået diagnosticeret atrieflimren eller er i behandling med blodfortyndende medicin, kan man ikke deltage.

Kontakt

Borgere, der er interesseret i at deltage i forsøget, kan henvende sig til en af disse kontaktpersoner:
 
Projektsygeplejerske Sisse Lund Jensen, Rigshospitalet,
tlf. 35 45 06 86
e-mail sisse.maj.lund.jensen@regionh.dk.

Projektsygeplejerske: Nina Løn, Bispebjerg Hospital
tlf. 21 19 77 52
e-mail nina.loen.01@regionh.dk


Redaktør