Lene Ørnstrup bliver ny centerchefbioanalytiker på Rigshospitalet

Lene Ørnstrup er fra 1.april ansat som centerchefbioanalytiker på Rigshospitalets Diagnostisk Center, der har 1300 ansatte og 19 professorer. Centret er desuden ramme om en fjerdedel af Rigshospitalets forskning.

​​​​​​

7. marts 2014

Den 56-årige Lene Ørnstrup er uddannet bioanalytiker og har desuden en master i public administration, MPA, fra Copenhagen Business School. Hun har i de seneste fem år været en del af ledelsen af Klinisk Biokemisk Afdeling i Diagnostisk Center. Før Lene Ørnstrup kom til Rigshospitalet, var hun en del af ledelsen for de klinisk biokemiske afdelinger i Region Sjælland.

Som person udstråler Lene Ørnstrup ro og kompetence. Hun er kendt som en vellidt personaleleder og er god til at samarbejde på tværs og med andre faggrupper og lægefaglige specialer, hvilket er en efterspurgt vare rent ledelsesmæssigt i hospitalsvæsenet. Desuden har hun fem års erfaring som leder i en privat virksomhed Unilabs A/S, hvilket er med til at tilføje den offentlige lederprofil en ekstra dimension, som er efterspurgt disse år.

Hun har erfaring med at gennemføre store organisatoriske ændringer både i det private og det offentlige. Den seneste var, da Klinisk Biokemisk afdeling på Rigshospitalet fik en kæmpestor robot, der kan analysere størstedelen af cirka 17.000 af daglige blodprøvesvar fra patienter på hele hospitalet.

Klinisk Biokemisk Afdelings bioanalytikere er kede af at sige farvel til deres erfarne leder, men de er glade for at beholde hende trods alt – nu bare på et niveau højere. De omkring 450 bioanalytikere i hele Diagnostisk Center er glade for den nye chef, som sammen med centerdirektør Bettina Lundgren udgør Centerledelsen.

Lene Ørnstrup bor i Hvidovre. Hun har to børn på 25 år og 21 år, og den yngste bor stadig hjemme.


Redaktør