International hæder til Rigshospitalets professor

Professor Henrik Kehlets forskning i smerte- og risikofrie operationsforløb hædret med den mest prestigefyldte pris fra det amerikanske anæstesiologiske selskab

​​​

Den 13. oktober uddelte det amerikanske anæstesiologiske selskab, American Society of Anesthesiologists (ASA), deres fornemste hæder – den såkaldte Excellence in Research Award – for 28. gang.

For første gang nogensinde er denne internationalt anerkendte udmærkelse gået til en kirurg – og endda en dansk en af slagsen, nemlig professor Henrik Kehlet fra Rigshospitalet.

Henrik Kehlet får prisen for sin årelange indsats med at udvikle og implementere de såkaldte fast-track principper i kirurgien. Dette arbejde startede med Henrik Kehlets forskning i Danmark i 1990’erne, men er siden blevet annekteret over hele verden, så flertallet af kirurgiske specialer i dag arbejder efter fast-track princippet.

Forskning med stor betydning

Umiddelbart lyder det ikke oplagt, at en kirurg modtager en af de fineste anæstesiologiske hædersbevisninger. Men fast-track tankegangen har på mange måder revolutioneret hele måden at anskue et operationsforløb på – med fokus på alle komponenter i patientforløbet.

Dermed har Kehlets forskning også haft stor indflydelse på anæstesiologernes bidrag til sikrere operationsforløb med færre bivirkninger og senfølger.

- Blandt anæstesiologer er Henrik Kehlet sandsynligvis den bedst kendte kirurg i hele verden pga. hans store bidrag til forståelsen af den kirurgiske patofysiologi. Hans forskning er citeret tusindvis af gange i videnskabelige tidsskrifter, og han har givet forelæsninger til kolleger over hele verden. Siden introduktionen af fast-track konceptet er det blevet anerkendt og implementeret i hele den vestlige verden, siger professor i anæstesiologi Francesco Carli fra Montreal i Canada.

Nyt samarbejde omkring kræftoperationer

Senest har Henrik Kehlet indledt et samarbejde med MD Anderson Cancer Center i USA, fordi de anæstesiologiske og kirurgiske afdelinger på MD Anderson ønsker at indføre fast-track konceptet på komplicerede kræftoperationer.

I kølvandet på dette har Rigshospitalet og MD Anderson Cancer Center derfor startet et forskningssamarbejde, hvor man udveksler data om optimering af operationsforløbene bl.a. for patienter med lever-, bugspytkirtel-, spiserørs-, blære- og lungekræft.

ASA’s Excellence in Research Award blev overrakt til til Henrik Kehlet ved en officiel ceremoni den 13. oktober i New Orleans. Efterfølgende skal Henrik Kehlet fungere som gæsteredaktør på et særnummer af ASA’s videnskabelige tidsskrift, som udelukkende indeholder original forskning i fast-track kirurgi.

Kort om Henrik Kehlet:

Henrik Kehlet er klinisk professor i kirurgisk patofysiologi på Rigshospitalet. Han har skrevet mere end 950 videnskabelige artikler i internationale tidskrifter og er bl.a. æresmedlem ved Royal College of Anaesthetists, American College of Surgeons, American Surgical Association, German Surgical Society, German Anaesthesiological Society samt Faculty of Pain Medicine i Australien.

Henrik Kehlet har tidligere modtaget bl.a. Novo Nordisk-Award, August Krogh-prisen, KFJ-prisen og Global Excellence Award.

Kort om prisen

American Society of Anesthesiologists Award for Excellence in Research uddeles årligt til en forsker med enestående forskningsresultater, som har – eller vil få – væsentlig indflydelse på udøvelsen af anæstesiologi i den vestlige verden.

Det er første gang nogensinde, at prisen går til en kirurg – ligesom det også er første gang, at prisen uddeles til en skandinav. ASA Award for Excellence in Research har været uddelt siden 1986.

Kort om Fast-track kirurgi

Fast-track kirurgien fokuserer på smerte- og risikofri operationer. Der er tale om accelererede patientforløb med afsæt i evidensbaseret forskning i alle komponenter i et operationsforløb; fra de indledende undersøgelser, over selve det kirurgiske indgreb, til den efterfølgende rehabilitering.

Fast-track giver kortere indlæggelser, hurtigere restitution, færre komplikationer og større patientsikkerhed. Der er i høj grad fokus på tværfaglighed og principperne inddrager alle specialer i og omkring et operationsforløb.


Redaktør