Innovation gør patienterne glade

3 idéer fra Finsencentret afprøver moderne elektroniske redskaber i onkologiske og hæmatologiske patienters forløb

​​

​Helle, Caroline og Katrine står bag elektroniske værktøjer, der kan gøre vores patienters hverdag nemmere.
 

Herunder kan du følge 3 dage i patienten Pias liv. Dage hvor Pia introduceres til de 3 elektroniske værktøjer udviklet i forbindelse med Idériget – et innovationsprojekt på Rigshospitalet.

Pias historie er autentisk og baserer sig på et forløb i Idérigets testperiode. Pias rigtige navn er forfatterne bekendt.

Hjemmekemoterapi

Mandag den 18. maj 2014 får Pia diagnosticeret AML (akut myeloid leukæmi). Traditionelt set skal Pia være indlagt i 11 dage til 2-stof behandling med flere daglige medicinadministrationer. Sygeplejerske Katrine Seier Fridthjofs innovationsprojekt har gjort det muligt for Pia at være i behandling hjemme i hendes egne vante omgivelser. Her er hun sammen med sin mand og børn.
 
Pia fortæller om hjemmekemoterapi: ” Jeg har kun positivt at sige. Jeg var helt tryg ved, at den startede, som den skulle. Og at være hjemme var helt fantastisk for både mig og min mand. Både min mand og jeg var rigtig glade for, at jeg slap for at være indlagt af flere grunde: der er fred og ro derhjemme, jeg skulle ikke frygte div. infektioner fra andre på hospitalet, og jeg kunne være sammen med min mand, der ikke behøvede at tilrettelægge besøg på hospitalet”. 

Med en transportabel, elektronisk infusionspumpe modtager Pia sin kemoterapi. Pumpen er forudindstillet af sygeplejersken på hospitalet, og Pia behøver kun at komme ind på afdelingen hver 3.dag til påfyldning af ny medicin.
 

App til kræftpatienter

Om tirsdagen føler Pia sig varm. Hun er i tvivl om, hvad hun skal gøre. Inden sygeplejerske Caroline Find Andersen fandt på idéen om en app til kræftpatienter, ville Pia skulle have ledt efter sin informationsfolder eller have ringet til afdelingen. Nu kan Pia hurtigt finde information om hvad, hun skal gøre på app'en. Hun vælger at se den korte video om feber, da hun ikke kan overskue at læse informationen lige nu.

Om app´en siger Pia: ”På denne måde undgår jeg løsbladesystemet, som ender i en stor stak”, og ”Kombinationen af tekst og video er god, og det er godt at have oplysningerne samlet”. 

Elektronisk bivirkningsregistrering

Onsdag står sygeplejersken og forbereder sig på, at Pia skal komme til påfyldning af pumpen. Tidligere ville sygeplejersken ikke på forhånd vide noget om hvilke bivirkninger Pia havde haft de forløbne 3 dage. Med det nye elektroniske værktøj, som overlæge Helle Pappot har udviklet, har Pia de sidste 3 dage registreret sine bivirkninger dagligt via en hjemmeside. Sygeplejersken har kunnet overvåge Pias bivirkninger og er forberedt på en fokuseret dialog med Pia samt med løsningsforslag til Pias specielle udfordringer.

Herudover får Hæmatologisk klinik en database med bivirkningsregistrering og mulighed for fremadrettet at kvalitetsforbedre på bivirkningsområdet.
Pia kommenterer på redskabet: ” Det er en fordel når læger og sygeplejersker har direkte adgang til de bivirkninger, jeg har registreret”

Om hele forløbet siger Pia: ”Det har betydet rigtig meget for både min mand og mig. Vi har haft besøg af venner og familie hjemme, men dog begrænset aktiviteterne ude af huset. Men det skyldtes som sådan ikke pumpen. Med det sommervejr vi havde, talte vi om, at det var lidt som at have en ufrivillig sommerferie, for vi gjorde stort set, som vi plejede bortset fra at gå på arbejde.”

Foreløbig er de 3 elektroniske værktøjer i en udviklingsfase, men forhåbentlig vil de i fremtiden kunne implementeres som standard værktøjer i vores kliniske arbejde.

 

Redaktør