HPV-vaccinen virker efter hensigten

For første gang viser ny forskning fra Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse, at HPV-vaccinen virker på en stor befolkningsgruppe, og specielt effektivt mod forstadier til livmoderhalskræft.

​​​​

Kurven er knækket markant efter Danmark i 2006 indførte gratis HPV-vaccination til piger og unge kvinder. Langt færre får forstadier til livsmoderhalskræft, efter at de er vaccineret. Det er konklusionen i et nyt studie, hvor forskere fra Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse har undersøgt forekomsten af forstadier til livmoderhalskræft blandt danske piger og kvinder, der er blevet vaccineret med HPV-vaccinen Gardasil.

”Vores undersøgelse viser en reduktion på mellem 40 og 80 procent i tilfælde af forstadier til livmoderhalskræft blandt vaccinerede kvinder i forhold til kvinder, der ikke er blevet vaccineret. Man må formode, at det også gælder risikoen for senere udvikling af sygdommen.” fortæller Professor og læge Susanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalets gynækologiske afdeling, som i mere end tyve år har forsket i livmoderhalskræft og været med til at undersøge HPV-vaccinen på verdensplan.

”Det er et markant resultat og endnu mere positivt end vi havde forventet. Vores undersøgelse bekræfter, at det vaccinationsprogram, som Danmark har indført, virker i praksis – og ikke blot på en mindre gruppe af udvalgte forsøgspersoner. Vi ser allerede nu en tidlig og markant effekt af HPV-vaccinationen.” siger professor Susanne Krüger Kjær.

De nye resultater er offentliggjort i det ansete tidsskrift Journal of the National Cancer Institute. Undersøgelsen omfatter alle piger og kvinder født i Danmark i perioden 1989-1999. Over en periode på seks år (2006-12) indsamlede forskerne oplysninger om celleforandringer og sammenlignede gruppen af vaccinerede kvinder med en gruppe af ikke-vaccinerede.

Læs mere om undersøgelsen på videnskab.dk

Redaktør