Høj specialisering på Rigshospitalet tiltrak nyuddannet hollandsk kirurg

Mange danske arbejdspladser har et ønske om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, men hvad gør Rigshospitalet til en attraktiv arbejdsplads for internationale ansøgere? Ifølge en nyuddannet speciallæge fra Holland er svaret høj specialisering, mindre hierarki og bedre work-life-balance.

​​

Artikel bragt i Inde​nRigs #6 2014

For den hollandske speciallæge Pieter de Heer lå hele verden åben, da han i 2013 havde færdiggjort sit speciale som mave-tarm-kirurg i Leiden, Holland. Til trods for blandt andet tilbud om at arbejde i Sydney, faldt hans valg på Rigshospitalet, blandt andet på grund af den høje specialisering.

-I Holland er kirurgi ikke et særligt specialiseret fag, så man udfører mange forskellige operationer. Her på Rigshospitalet er vi meget specialiserede, og jeg laver kun mavetarm-kirurgi. Når man kun har ét speciale, som man ved en masse om, tror jeg, at man bliver bedre til sit arbejde, siger Pieter de Heer, der er ansat i et toårigt fellowship som afdelingslæge på Kirurgisk Gastroenterologisk Klinik på Rigshospitalet.

Mindre hierarki

De sidste år af sin uddannelse til speciallæge arbejdede Pieter de Heer samtidig som læge i Holland. Selv om han på den baggrund kan konstatere, at der ikke er den store mentalitetsforskel mellem Holland og Danmark, er han blevet positivt overrasket over arbejdsmiljøet på Rigshospitalet.

-Holland er egentlig et meget liberalt samfund, men i lægeverdenen er der stadig meget hierarki. Her på Rigshospitalet oplever jeg slet ikke, at der er lige så meget hierarki. Der en rigtig god atmosfære på afdelingen, og vi har en meget afslappende måde at omgås på, siger Pieter de Heer.

Sprog og patienter

Efter blot ni måneder i Danmark er Pieter de Heers sprog blændende godt, hvilket skyldes - udover et tougers intensiv sprogkursus, og hvad der må siges at være et godt sprogøre - at han fra starten har bedt sine kolleger om at tale dansk til ham. Kun i enkelte tilfælde har det været nødvendigt at slå over i engelsk. Sproget har heller ikke udgjort en hindring i forhold til patientkontakt.

-Jeg er forsigtig med, hvordan jeg formulerer mig, fordi jeg ikke kender alle sprogets nuancer endnu, og jeg starter altid med at sige, at jeg kommer fra Holland, og at jeg derfor taler med en lidt mærkelig accent. Det er måske en kulturel forskel, men i Holland er mange patienter ofte meget kritiske, de klager meget, og de bliver meget hurtigt utilfredse. I Danmark er patienterne meget mere tålmodige, afslappede, og de fleste er meget søde.

Bedre work-life-balance

For Pieter de Heer var det ikke noget kæmpe skridt at flytte til udlandet. Som barn af diplomatforældre har han boet det meste af sit liv i udlandet. Alligevel er der nogle hensyn at tage, når man flytter sin familie med til udlandet.
-Hvis jeg skulle videre i min karriere, skulle vi alligevel flytte til et andet sted i Holland, men der var ikke så mange interessante stillinger at få. Vi havde også mulighed for at tage til Sydney, men min kone og jeg synes, at det var for langt væk, fortæller Pieter de Heer.

Pieter bor sammen med sin hustru, Kyra, og deres to børn, Olivia og Tycho, i et hus i Brønshøj. Udover at det er praktisk tæt på Rigshospitalet, så Pieter kan cykle til og fra arbejde, oplever han, at der en rigtig god balance mellem arbejds- og familieliv i Danmark. I Holland så han stort set kun sine børn lidt i weekenderne, men nu har han fået mere tid til familielivet. Og faktisk er familien blevet så glade for Danmark, at de ikke har planer om at tage hjem til Holland lige med det samme. Pieter håber derfor også, at han får mulighed for at blive på Rigshospitalet, når hans toårige fellowship-ansættelse udløber i juni 2015.

-Jeg vil meget gerne blive som læge i Danmark, fordi det er så spændende at arbejde specialiseret og med så komplicerede patienter, som vi har på Rigshospitalet. Man møder hele tiden nye udfordringer, og jeg glæder mig til at møde på arbejde hver dag, fortæller Pieter de Heer begejstret.


Redaktør