Glostrup-forsker får 40 millioner kroner til at bekæmpe hjernesygdomme

Professor og neurofysiolog Martin Lauritzen fra Glostrup Hospital er leder af en ny tværvidenskabelig forskningsgruppe, der netop har fået bevilget 40 millioner kroner fra Lundbeckfonden. Forskergruppen vil finde nye måder at smugle medicin forbi hjernens effektive forsvarsværk.
Et nyt tværvidenskabeligt forskningssamarbejde sætter fokus på, hvordan lægemidler kan transporteres over den barriere, som adskiller hjerne og blod. Blod-hjerne-barrieren er en effektiv stopklods, der beskytter hjernen, men samtidig gør det vanskeligt at behandle sygdomme som fx Alzheimers.

Levende væv baner vejen for hjerneforskning

I det nye projekt kobler forskerne in vivo-modeller – det vil sige laboratorieundersøgelser i levende hjernevæv – med den nyeste viden om lægemiddeltransport. Nyere studier tyder på, at det er muligt at koble et gavnligt stof, som hjernen har brug for, sammen med et nanomolekyle, der kan passere ind i hjernen og på den måde 'smugle' lægemiddelstoffet over blod-hjerne-barrieren.

– Der er små sprækker i barrieren, hvor molekyler kan finde vej ind i hjernen. Problemet er – i hvert fald når man producerer lægemidler – at de hurtigt bliver smidt ud igen. Det vævsmateriale barrieren består af, bliver hele tiden fornyet. Vi vil undersøge, om vi kan ændre barrierens egenskaber, så det bliver nemmere at transportere lægemidler ind i hjernen, forklarer Martin Lauritzen.

En tværfaglig forskergruppe

Den tværfaglige forskergruppe hedder The Lundbeck Foundation Initiative on Brain Barriers and Drug Delivery og er ledet af professor Martin Lauritzen fra Københavns Universitet og Glostrup Hospital. Desuden deltager professor Thomas Andresen fra Danmarks Tekniske Universitet, professor Torben Moos fra Aalborg Universitet, lektor Morten Nielsen fra Aarhus Universitet samt lektor Birger Brodin fra Københavns Universitet.

Læs mere om bevillingen og forskergruppen på Lundbeckfondens hjemmeside.
Redaktør