Forskningssygeplejerske opfordrer flere til at dele deres viden

Forskning: Neurocentrets forskningssygeplejerske Marian Petersen håber, at flere i centret vil dele deres viden og forskningsresultater inden for sygeplejen. Hun giver samtidig gode råd til at komme i gang med forskningen.

Som forskningssygeplejerske i Neurocentret har Marian Petersen ansvaret for både at koordinere og kvalitetssikre forskningen i Neurocentret.
For at den viden og de erfaringer, der er i Neurocentret, kommer flest til gavn, har Marian Petersen blandt andet udarbejdet en oversigt over den igangværende forskning og allerede publicerede artikler og posters i Neurocentret.
”Viden er ikke meget værd, hvis man ikke deler den med andre,” siger Marian Petersen.

Flere indsendte abstracts

Et af Marian Petersens mål har været at Neurocentret skulle have øget antallet af indsendte abstract til dette års sygeplejesymposium. I år er der blevet sendt 16 abstracts ind, hvoraf 12 er blevet godkendt, mod mellem tre og seks indsendte abstracts de forrige år.
”Det er jo ikke mig, der har skrevet eller sendt dem alle ind, men jeg har skubbet på ude i klinikkerne således, at aktiviteten, der findes, vises frem,” sige Marian Petersen.

Få gode råd til at komme i gang

En del af Marian Petersens arbejde i centret består også i at rådgive og vejlede, blandt andet medarbejdere, der gerne vil i gang med at forske. Hendes råd er ikke at lade sig skræmme af ordet forskning, men blot starte med at udforske ens umiddelbare undren. Derudover kan man også starte med at hente gode råd i opslagsværket Tanker og fif om forskning.
”Idéen med opslagværket er, at man her kan få et indtryk af, hvad det kræver at forske eller starte en undersøgelse. Det giver et rigtig godt grundlag for efterfølgende at tage en samtale med mig,” siger hun. Selvom man hverken har et forskningsprojekt klart eller forvente at kaste sig over et er man altid velkommen til at henvende sig til centrets forskningssygeplejerske.

Marian Petersen står også for Fagligt Forum, hvor kliniske sygeplejespecialister og kliniske sygeplejevejledere mødes og udveksle viden. Lige som hun har startet Journal Club for centerchefsygeplejersken og oversygeplejersker i centret.​

Redaktør