Den første fertilitetsbevarende robotoperation af livmoderhalskræft i Danmark

Rigshospitalet har nu taget robotter i brug til fertilitetsbevarende operation af  livmoderhalskræft (trachelektomi)

​​​

Robotoperationer bruges i Danmark blandt andet til operation af forskellige sygdomme i underlivet hos mænd og kvinder (urologi og gynækologi). Onsdag den 19. marts tog Rigshospitalet robotmetoden i brug til den typer operationer, der hedder trachelektomi. Trachelektomi er en fertilitetsbevarende operation af livmoderhalskræft.

D
enne type operationer udføres i Danmark kun på Rigshospitalet, men i et tæt samarbejde mellem alle gynækologiske cancer centre i Danmark. Ved en ’almindelig’ trachelektomi operation fjerner kirurgen først lymfeknuder via kikkertoperation, og hvis kræften ikke har spredt sig, fjernes det syge væv med en del af livmoderhalsen gennem skeden. Det særlige ved metoden ’trachelektomi er, at selve livmoderen bevares, og derved også muligheden for, at kvinden kan blive gravid.


Mindre indgreb, færre hænder og styrket præcision

Med robotoperationen er det kun nødvendigt med meget små huller i maveskindet på kvinden for at få operationsinstrumenterne ind og det syge væv ud. Og der skal færre hænder til.

Ved robotoperationen styrer kirurgen alle operationsinstrumenter gennem en styrepult med 3D kamera. Robotten har fire styrbare arme. Den ene arm er udstyret med et 3D kamera, og de andre tre arme fungerer som kirurgens forlængede arm, der hver holder et operationsinstrument. Kameraet giver kirurgen detaljerede 3D billeder af operationen, samtidig med at robotarmene kan kontrolleres med en høj detaljeringsgrad og uden nogen form for rysten på den hånd, der holder instrumenterne. 

Der findes endnu ingen konkret evidens for, at robotoperationer giver bedre resultater, men der er flere studier, der tyder på, at den øgede synlighed under operationen samt den styrkede præcision alt sammen kommer kvinden til gode både under operationen og efter operationen i form af færre bivirkninger, mindre ar og færre komplikationer. 

På Rigshospitalet vil man nøje følge data fra operationerne for at måle og dokumentere effekten af behandlingen sammenlignet med de data man har fra de tidligere fertilitetsbevarende operationer.


Støtte fra Karolinska

Det er det onko-gynækologiske team på Rigshospitalet, der onsdag stod for den første operation af denne type i en af Rigshospitalets tre robotter. En erfaren robotoperatør fra Karolinska Hospital vil bistå ved den første operation. I Sverige gennemføres omkring 18- 20 fertilitetsbevarende robotoperationer om året, heraf 8 på det største svenske center på dette område; Karolinska Hospital. 

På Rigshospitalet alene forventer man fremover, at skulle udføre 10-15 robotassisterede trachelekomier om året, fortæller Henrik Lajer, teamleder for det onko-gynækologiske team på Rigshospitalet og én af de kirurger, der udfører denne type operation på Rigshospitalet. Dette vil på sigt gøre Rigshospitalet til Nordens største center for fertilitetsbevarende robotassisteret kirurgi. Henrik Lajer og teamet er derfor glade for at kunne indføre metoden på Rigshospitalet i tæt samarbejde med eksperter fra Karolinska. Og glad for at flere patienter kan få glæde af metoden.

God investering

- Jeg er overbevist om, at de robotassisterede operationer vil vise sig at være en god investering for både sundhedsvæsenet og specielt de kvinder, der skal gennemgå en fertilitetsbevarende operation for livmoderhalskræft, fortæller han.

For yderligere information, kontakt: 

Overlæge Henrik Lajer, Gynækologisk Klinik, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet
tlf. 35458402 
e-mail: henrik.lajer@regionh.dk

alternativt
Kommunikationsrådgiver Linda Svenstrup Munk
Juliane Marie Centret, Rigshospitalet
Tlf 22 96 68 98
Linda.svenstrup.munk@regionh.dk


Redaktør