Dansk opdagelse kan forhindre komplikationer og dermed dødsfald i forbindelse med en hjerteklapoperation

Et nyt dansk studie fra Glostrup Hospital viser, at man med allerede tilgængelige undersøgelser kan forudsige, hvilke patienter der har en øget risiko for at udvikle blodprop i hjernen som en komplikation til hjerteklapoperation.

Hjerteklapsforsnævring er en af de hurtigst voksende sygdomme i den vestlige verden. Ubehandlet er sygdommen forbundet med en høj dødelighed, så snart man udvikler symptomer. Den eneste effektive behandling er en omfattende operation, hvor hjerteklappen bliver udskiftet. Man ved dog, at 2-3% af patienterne udvikler kliniske tegn på blodprop i hjernen efter operationen, og næsten 70% har tegn på blodprop i hjernen ved  en hjernescanning.

Nu kan man bedre forebygge blodpropper

Et nyt dansk studie fra Medicinsk Afdeling på Glostrup Hospital viser, at man kan bruge allerede tilgængelige undersøgelser til bedre at forudsige, hvor stor risiko der er for, at den enkelte patient udvikler en blodprop i hjernen efter en hjerteklapoperation. Dermed kan man bedre tilrettelægge behandlingen med blodfortyndende medicin for den enkelte patient for at undgå blodpropper og unødvendige blødninger. Undersøgelserne ser på patientens risiko i øvrigt, og er oplysninger, man allerede har til rådighed som f.eks. hjertekardiogram og faktorer som alder og køn.

Publiceret i Stroke

Opdagelsen vækker opsigt og anerkendelse blandt hjerteforskere i hele verden og er for nyligt blevet publiceret i et af verdens førende tidsskrifter for sygdomme i hjertets og hjernens blodkar, Stroke.

Gør det muligt at skræddersy behandlingen

- Resultaterne gør det muligt at skræddersy behandlingen til hver enkelt patient frem for at skære alle patienter over en kam, hvilket formentlig kan forbedre prognosen hos disse patienter. Risikoen for komplikationer - eksempelvis en blodprop i hjernen – er ikke nødvendigvis ens hos to patienter, på trods af at de fejler den samme hjerteklapsygdom, forklarer overlæge, Ph.d., dr. med. Kristian Wachtell fra Medicinsk Afdeling på Glostrup Hospital.
Redaktør