Centerledelsen skriver: Diagnostisk Center har forskning af høj kvalitet

Diagnostisk Centers 19 professorer og klinikledelser var samlet på Bernstorffs Slot til forskningsdag i januar. Vi havde sat en dag af til debat og udveksling af erfaringer om, hvordan vi arbejder med forskning og forskningsstrategi.

​​​​​​

14. marts 2014



De centrale spørgsmål på forskningsdagen var: Hvordan kan ledere og professorer sammen fremme forskningen frem mod 2020? Hvordan sikrer vi os, at der om 10 år er en akademisk elite på Rigshospitalet?

Vores nye regionsdirektør Hjalte Aaberg deltog. Da han og jeg talte om arrangementet forinden, sagde jeg bl.a.:

”Hvis du leder efter forskning af international klasse og nogle af hovedstadens dygtigste folk, kommer du til det helt rigtige sted.”.

Hjalte Aaberg blev til middagen, hvor mange af os fik lejlighed til at snakke uformelt med ham. Forskere fra DIAs ni klinikker producerer en fjerdedel af Rigshospitalets forskning, så vi havde meget at fortælle ham om, mens vi spiste.

Professorerne holdt i løbet af dagen oplæg om deres forskning, mens lederne holdt oplæg om forskningsstrategien på klinikniveau. Foredragsrækken viste den store bredde og dybde, vi har samlet i centret.
 
Responsen bagefter har været overordentlig positiv. Mange har fortalt mig, at de havde glæde af at høre, hvad de andre professorer arbejder med. De var også glade for den åbne debat. Formidlingsformen med otte-ti minutters oplæg gav et fint i tempo. Jeg ser det også som et godt tegn, at vi fik grinet sammen.

Vi producerer 450 videnskabelige artikler hvert år i DIA. Vi har 2100 PURE point, hvilket er ret højt. Klinisk Biokemisk Afdeling er en højdespringer. Det samme gælder for Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET og Patologiafdelingen. De andre DIA-klinikker er godt med. Så vi har rigtig meget at bidrage med til resten af regionen.

Fra Centerledelsen har vi to gode nyhed på personaleområdet:

DIAs nye personalekonsulent Lisbeth Dons Demsig er blevet godt forankret i Centerledelsen, og vi ser frem til at få Lisbeth godt ind i alle klinikkerne over de kommende måneder.

Den 1. april starter vores nye centerchefbioanalytiker Lene Ørnstrup, som vi bringer et kort portræt af her i nyhedsbrevet og et interview med senere. Ind til da skriver jeg under alene her på ledersiden.

Med venlig hilsen

Bettina Lundgren
Centerdirektør


Redaktør