Brobygger modtager Hagedorn Prisen 2014

Professor, dr.med. Bo Feldt-Rasmussen, Rigshospitalet, modtager Hagedorn Prisen 2014. Prisen belønner en forsker for en fremragende forsknings- eller udviklingsindsats inden for et område af dansk intern medicin og er på 250.000 kroner.

​​

Klinikchef Bo Feldt-Rasmussen er kendt som brobygger mellem specialer og forskergrupper.

På Rigshospitalet, hvor Bo Feldt-Rasmussen er chef for landet største nefrologiske afdeling, udforsker hans forskningslaboratorium spørgsmål med relevans for nyresyge patienter. Laboratoriet arbejder tæt sammen med mange specialer, herunder kardiologi (hjertesygdomme) og endokrinologi (diabetes).

Gennem sin forskerkarriere har den 60-årige professor gjort en række vigtige fund, der har haft betydning for behandlingen af patienter med nyresygdomme og diabetes.

For sin mangeårige, fremragende indsats modtager Bo Feldt-Rasmussen Hagedorn Prisen 2014 på 250.000 kroner. Prisen uddeles af Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) i samarbejde med Novo Nordisk Fonden.

”Bo Feldt-Rasmussen har ydet en enestående indsats for at klarlægge sygdomsmekanismer og undersøge nye behandlinger hos patienter med diabetes og samtidig nyresygdom. Han er højt profileret både som kliniker og forsker i Danmark og internationalt,” siger Susanne Bro, overlæge og næstformand i DSIM.

Bo Feldt-Rasmussen har været klinikchef på Rigshospitalet siden 1994 og har bl.a. været med til at forklare, at såkaldt mikroalbuminuri er alvorligt, da øget udskillelse af stoffet albumin i urinen er indikator for nyresygdomme og øget risiko for død efter hjertekarsygdom. Han har som klinikchef også været drivkraften bag bl.a. oprettelsen af nationale guidelines for samarbejde mellem diabetologi og nefrologi samt nordiske guidelines om nyopstået diabetes efter nyretransplantation.

Tidligere i sin karriere havde Bo Feldt-Rasmussen diabetologi som speciale. Her udførte han bl.a. et af de første studier med insulin-infusionspumper og skabte banebrydende resultater om blodtryk og øget saltretention. Han står sammen med overlæge Torsten Deckert, Steno Diabetes Center også bag den såkaldte Steno Hypotese, der stadig indgår i grundlaget for forskning af mekanismerne bag diabetens såkaldte maligne angiopati.

”Mit fokus har altid været at bygge bro; at se, hvor vi kan lære fra hinanden og søge inspiration hos andre specialer og metoder til gavn for patienterne,” siger Bo Feldt-Rasmussen

”At modtage prisen gør mig både glad, overrasket og stolt. Det er den største kollegiale anerkendelse, jeg som læge, kliniker og forsker kan komme i tanke om. Prisen er måske nok personlig, men jeg ser det også som en pris til hele nefrologien som forskningsfelt og en anerkendelse af forskningsfeltets vigtighed,” siger Bo Feldt-Rasmussen.

Bo Feldt-Rasmussen har publiceret i alt 175 videnskabelige artikler.

Prisoverrækkelse

Prisoverrækkelsen finder sted fredag den 21. marts kl. 15.45 i forbindelsen med Årsmøde for Dansk Selskab for Intern Medicin. Adressen er Novo Nordisk Fonden, Tuborg Havnevej 19, 2900 Hellerup. Ved årsmødet vil det bl.a. være muligt at møde Bo Feldt-Rasmusssen, der vil holde et oplæg om sin forskning. Interesserede medier kan ved ønske om deltagelse henvende sig Kirsten Koch, sektrær, til Dansk Selskab for Intern Medicin, tlf. 3544 8403, e-mail: e-post kk@dadl.dk

Om Hagedorn Prisen

Hagedorn Prisen blev oprettet af Dansk Selskab for Intern Medicin i anledning af selskabets 50 års jubilæum i 1966 og er blevet uddelt årligt lige siden. Prisen belønner en forsker for en fremragende forsknings- eller udviklingsindsats inden for et område af dansk intern medicin. Prisen er opkaldt efter dr.med. Hans Christian Hagedorn (1888-1971), der gennem sin karriere var Danmarks førende forsker inden for behandlingen af diabetes. Prisen er på 250.000 kr., opdelt i 100.000 kr. som en personlig pris, og 150.000 kr. til forskning eller udviklingsarbejde. Med prisen følger tildelingen af Hagedorn Medaljen

Om Dansk Selskab for Intern Medicin

Dansk Selskab for Intern Medicin blev oprettet i 1916 og har til formål at fremme det videnskabelige studium af den interne medicin og efteruddannelsen af fagets speciallæger. I 2011 blev DSIM omdannet fra et medicinsk specialeselskab til en paraplyorganisation for de ni intern medicinske specialer. Læs mere på www.dsim.dk

Om Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, der har rødder tilbage til 1923. Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers helbred og velfærd. Fonden støtter fri og uafhængig forskning af højeste kvalitet inden for sundhedsvidenskab og bioteknologi. I 2013 bevilgede fonden 689 mio. kr., primært til forskning i Danmark. Desuden har fonden siden 2007 doneret mere end 3,1 mia. kr. til etablering af en national biobank samt fire store forskningscentre inden grundforskning i proteiner, stamceller, livsstilssygdomme og biobæredygtighed. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk

Yderligere oplysninger

 ​

Redaktør