Marianne Juhler modtager ”den lille nobelpris” i neurokirurgi

Professor Marianne Juhler fra Neurokirurgisk Klinik modtager OliveCrona Award for sin indsats inden for neurokirurgi, særligt for forskning i sygdommen vand i hovedet.

Fredag den 6. december 2013 modtager professor, dr. med. Marianne Juhler, Rigshospitalets Neurokirurgiske klinik den prestigefyldte OliveCrona Award med tilhørende medalje ved en festligholdelse på det 34. OliveCrona Symposium, der afholdes på Karolinska Instituttet og Karolinska Universitetshospital i Stockholm. Det er første gang prisen gives til en dansk neurokirurg.

Marianne Juhler hædres for en enestående indsats inden for neurokirurgien – specifikt for sin forskning omkring sygdommen vand i hovedet (hydrocephalus), som trods en intensiv forskningsindsats fortsat kun kan symptombehandles.

Behandling af sygdommen vand i hovedet (hydrocephalus)er i sin grundsubstans ”den samme”, som den har været i de sidste 50 år. Derfor håber Marianne Juhler, at den internationalt prestigefyldte pris vil bidrage til at øge fokus og forståelse for vigtigheden af behovet for yderligere forskning inden for den livstruende sygdom, der har store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.​

Redaktør