
13. oktober 2023 kl. 18-23 slår Rigshospitalet dørene op for endnu en Kulturnat. En aften for alle med Kulturpas, der har lyst til at komme ind bag murene og møde en bid af Riget.
Program:
TRAUMECENTRET
Mød de mennesker og se det avancerede udstyr, der døgnet rundt er klar til at behandle svært tilskadekomne i de første afgørende minutter, efter skaden er sket.
Hvordan behandler man de vigtigste skader først? Kom med bag dørene og få en rundvisning på Rigshospitalets Traumestue (begrænsede pladser).
Oplev Akutlægebilen og se, hvordan vi kan tilbyde patienten den mest avancerede behandling allerede på skadestedet. Hør hvordan der kommunikeres med radio fra skadested til hospitalet, så alt kan være klar på minutter.
Rundvisning af hold på ca. 20 personer (børn skal være sammen med forældre). Varighed 20-30 min.
Billetter til rundvisninger udleveres i Forhallen efter først-til-mølle. Sidste rundvisning starter 20:45. Der er forbehold for aflysning ved akut aktivitet til TraumeCentret.
Arrangør: TraumeCentret
VIND EN TUR PÅ HELIKOPTERLANDINGSPLADSEN
Har du Kulturpas, og er du over 18 år, har du chancen for at vinde et besøg på helikopterlandingspladsen.
Ti vindere trækkes et kvarter før afgang en gang i timen fra klokken 19-22.
Rigshospitalet tager forbehold for aflysning ved beflyvning af helikopterlandingspladsen.
Arrangør: Afdeling for Kliniske Portører
BESØG HR BERG
Ungecaféen HR BERG er et fristed for unge i alderen 12-24 år, som er tilknyttet Rigshospitalet. Her kan unge patienter få en pause fra sygdom og behandling gennem aktiviteter og samvær med andre unge.
På Kulturnatten åbner HR BERG døren for alle interesserede. Så kom ind og få en snack, spil et spil, se film eller få en snak og hør mere om caféen, de frivillige fra Ungdommens Røde Kors, og om det tværfaglige team i Ungdomsmedicinsk Enhed, der hver dag arbejder for at forbedre forholdene for de unge patienter på Rigshospitalet.
Arrangør: Ungdomsmedicinsk Enhed
PATIENTBIBLIOTEKET – HJERTEFORTÆLLINGER OG MUSIK
På Patientbiblioteket kan du møde hjertelæge Jacob Eifer Møller og dyrlæge Lisbeth Høier Olsen, som fortæller om deres bog ”Dit, mit og dyrenes hjerte” kl. 18.30 og kl. 19.30.
Kl. 19 og kl. 20.30 får vi besøg af Katrine og Mads fra MusikBeRiget. Katrine og Mads kommer jævnligt på Rigshospitalet og spiller for patienter og pårørende.
Nanna fra Sminketeatret laver ansigtsmaling mellem kl. 20 og 23. Kom og bliv malet VILDT flot.
Hele aftenen kan du tegne eller tage en pause med en god bog.
Arrangør: Patientbiblioteket
KRÆFTVÆRKET – ET FRISTED FOR UNGE MED KRÆFT
Klokken 18:30 åbner Kræftværket dørene og inviterer til paneldebat med nogle af de unge, der kommer i Kræftværket, som er et fællesrum for unge med kræft mellem 15 – 29 år.
Arrangementet slutter klokken 20:45.
Tilmelding er nødvendig til maiken.hjerming@regionh.dk
Arrangør: Kræftværket
RETTE INSTRUMENT TIL RETTE PATIENT TIL RETTE TID
Se og rør ved instrumenter til operationer, pak en instrumentbakke på tid, prøv en forseglingsmaskine. Se pacemakerens udvikling gennem de sidste 60 år.
Hør om den første automatiserede sterilcentral i verden, og hvordan vi transporterer sterile instrumenter fra hospital til hospital.
Arrangør: Rigshospitalets Sterilcentral/Den Regionale Sterilcentral
SMILET
Klip og hyg i SMILET, som er SMILfondens kreative værksted for børn og unge op til 18 år, der er tilknyttet Rigshospitalet.
På Kulturnatten kan du komme forbi og lave dit eget papirsdiplom. Aktiviteten er målrettet børn og unge fra 2-18 år
Arrangør: SMILET
KØR EN TUR MED PERSONALETOGET
Kør med i Rigets personaletog i de kilometerlange underjordiske gange. En togtur varer ca. 20 min.
Arrangør: Patient- og Brugerservice
RUNDVISNING I PATIENTHOTELLET
Klokken 19 og klokken 20 kan du komme på rundvisning og høre mere om Rigets Patienthotel.
Arrangør: Patienthotellet
VIL DU SE MARY ELIZABETHS HOSPITAL INDEFRA?
I 2026 slår Mary Elizabeths Hospital dørene op for børn, unge, gravide og deres familier.
I aften er der en unik chance for en guidet tur på byggepladsen med: Bent Ottesen, tidligere projektchef og initiativtager bag hospitalet, Thomas Frandsen, nuværende projektchef og Michael Hyldegaard, projektchef for byggeriet. Legeheltene, der bidrager til leg og bevægelse for indlagte børn, er også med på turen.
Afhentning i forhallen kl. 18.30, 20.00 og 21.30 efter først-til-mølle-princippet.
Mary Elizabeths Hospital er et samarbejde mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirk’s Fond.
Arrangør: Mary Elizabeths Hospital
TAG MED EN TUR I DYBET
I Rigshospitalets kælder ligger Trykkammeret. Her behandler vi patienterne med ren ilt under et tryk svarende til 14-18 meters dybde. Hør hvordan det virker og få en rundvisning i og omkring kammeret.
Hold med 10 personer vil blive hentet i forhallen hver halve time. Børn er velkomne.
Vi tager forbehold for aflysning ved akut aktivitet i Trykkammeret.
Arrangør: Trykkammerenheden
DNA-DETEKTIV FOR EN DAG
- Løs genetiske koder
- Fang DNA i dit spyt
- Få styr på din familie – tegn dit stamtræ
- Snus dig frem til en diagnose
- Byg DNA af slik
Afprøv dine evner som DNA-detektiv sammen med eksperterne fra Afdeling for Genetik, som diagnosticerer, behandler og rådgiver patienter og familier med arvelige, genetiske eller medfødte sygdomme.
Arrangør: Afdeling for Genetik
FÅ LIDT SVED PÅ PANDEN
Ville du kunne køre om kap med Jonas Vingegaard under enkeltstarten?
Hos TrygFondens Center for Aktiv Sundhed skal vi bl.a. se, hvor mange mennesker, det kræver at gennemføre Jonas Vingegaards fantastiske enkeltstart, se hvem der har taget flest skridt på dagen og give inspiration til, hvordan styrketræning kan være både sjovt og sundt for børn.
Centerleder Bente Klarlund Pedersen fortæller hver time om de mange sundhedsmyter, der er udbredt i vores samfund.
Arrangør: TrygFondens Center for Aktiv Sundhed
MÆRK DU LEVER SAMMEN MED KLINIK FOR LINDRENDE BEHANDLING
”En dag skal vi dø, alle andre dage skal vi leve”, sagde Nuser.
På Kulturnatten inviterer det tværfaglige team fra Klinik for Lindrende Behandling, både børn og voksne til aktiviteter under temaet ”Mærk du lever” - blandt andet:
- Prøv et chiliplaster hos Chili-Katja
- Sæt strøm til livet og kom i stødet
Disse aktiviteter foregår kl. 18-19, 20-21 og 22-23.
Arrangør: Klinik for Lindrende Behandling
BLIV KLOG PÅ SKOVFLÅTEN – DANMARKS FARLIGSTE DYR
- Se levende skovflåter og lær dem at kende
- Se film om skovflåtens helt specielle munddele, der gør den kan bide uden det gør ondt og lime sig fast, mens den suger blod
- Find flåter på en mannequindukke og lær at fjerne dem.
- Quiz: Tip en 12’er om Borrelia – den hyppigste flåtoverførte infektion i Danmark.
- Lær, hvordan vi udreder patienter for Borrelia i nervesystemet og prøv at lave en rygmarvsprøve på fantom-dukken.
Arrangør: Enhed for Flåtoverførte Sygdomme
STUDERENDE PÅ RIGET
Prøv hvordan vi træner med studerende og elever. Prøv for eksempel at:
- Lægge et drop, hvor man kan give væske ind i en blodåre
- Måle blodtryk, puls og hvor meget ilt, der er i blodet
- Lægge en sonde ned i mavesækken til mad, hvis personen ikke kan spise
Men bare rolig. Vi bruger dukker, dukkearme og modeller. Det hele er bare noget vi leger, så det er sjovt og lærerigt.
Arrangør: Enhed for Uddannelse
DIABETES OG GRAVIDITET
Hvert år føder ca. 400 kvinder med diabetes på Rigshospitalet 😊
- Få en smagsprøve på en glukosebelastning og få målt dit blodsukker
- Mød personalet i Klinik for gravide med diabetes.
- Test din viden om graviditet og diabetes – Udfyld en tipskupon og deltag i lodtrækning om én præmie.
Arrangør: Klinik for Gravide med Diabetes
ORGANDONATION– HAR DU TAGET STILLING?
Hvad vil det sige at være hjernedød? Bliv klogere på organdonation i Danmark
- Se, hvordan en undersøgelse af hjernedød foregår.
- Stil spørgsmål til vores sygeplejersker og læger.
- Tip en 13’er om organdonation og vind biografbilletter.
På standen kan du møde læger og intensivsygeplejersker, der står med donorforløbene.
Arrangør: Intensiv behandling af Hjerne- og Nervesygdomme
FRA BLODDONOR TIL LIVREDDER
Kom og hør hvor og hvordan, du melder dig som bloddonor, og hvordan bloddonorer er med til at redde liv.
Arrangør: Afdeling for Klinisk Immunologi/Blodbanken og Bloddonorerne i Danmark
KLINIK FOR ERNÆRINGS SONDECIRKUS
Klinik for Ernæring er en tværgående enhed af ernæringshåndværkere med fokus på sygdomsrelateret underernæring.
Når det ikke er muligt at spise nok på almindelig vis, har vi andre muligheder. Det kan for eksempel være sondeernæring og parenteral ernæring.
- Bliv klogere på sondeernæring og ernæringssonder
- Test din viden om kalorier og proteiner
- Smag en ernæringsdrik
Arrangør: Klinik for Ernæring
BESØG RIGETS ERGO- OG FYSIOTERAPI
Kom og oplev et lille udsnit af Rigets ergo- og fysioterapi. Du kan bl.a. prøve at:
- Blive testet for, hvor stærk du er
- Få lagt en gips
- Komme op i en lift
- Mærke hvordan der er at have synkeproblemer, og hvordan man træner det.
Aktiviteterne er for både børn og voksne
Arrangør: Afdeling for Ergo- og Fysioterapi
SE HVORDAN MAN LAVER EN HJERNEOPERATION
Se en operationsstue, hvor patienter opereres i hjernen, mens de er vågne. Hør, hvad der sker, når man får en blodprop i hjernen og hvordan, man fjerner den.
Mød kirurger, anæstesilæger, operationssygeplejersker og anæstesisygeplejesker, der til daglig bedøver patienter og udfører avanceret hjernekirurgi.
Det bliver ikke uhyggeligt - kun spændende, og børn kan godt deltage.
Billetter og mødested ved stand i Forhallen.
Vel mødt i hjernens univers.
Arrangør: Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter
VÆR MED TIL EN ”LIVE OPERATION”
En enestående mulighed for at se og opleve, hvad der sker inde på en operationsstue.
Hold på cirka 10 deltagere afhentes en gang i timen fra standen i Rigets forhal. Børn er også velkomne.
På standen i Forhallen vil der være konkurrence, og du kan få stillet din nysgerrighed og se rigtige skinner, skruer og proteser.
Arrangør: Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter