Hvad er et patienthotel?

​Patienthotellet er et alternativ til en almindelig indlæggelse. Her kan du få hospitalet og sygdommen lidt på afstand mellem behandlingerne. Vi giver dig også mulighed for at bo med dine nærmeste pårørende, mens du er indlagt til behandling på Rigshospitalet.

Patienthotel_balkoner

Det kan være stressende og hektisk at være indlagt på hospitalet. Patienthotellet tilbyder dig en indlæggelse i hotellignende omgivelser med uddannet plejepersonale tæt på. 

Få sygdommen på afstand

Når du er indlagt på Patienthotellet, er du kun på afdelingen, når du er til behandling eller skal tale med personalet om dit videre behandlingsforløb.  Det giver mulighed for at få sygdommen lidt på afstand og holde fri mellem behandlingerne. Samtidig betyder de hotellignende omgivelser, den rolige atmosfære og muligheden for at bo sammen med din nærmeste familie, at du slapper mere af og bedre kan hvile ud. 

”Noget af det første, mange bemærker på hotellet er roe​n. De kommer væk fra den hektiske sengeafdeling og bliver på en måde også fjernet fra rollen som syg - selvom de stadig er i behandling.”Bente Nørskov, leder af Patienthotellet.

Patienthotellet er indrettet som et hotel med restaurant og reception, og når du er på hotellet, er du vores gæst og ikke en patient. Du får eget værelse med toilet og bad, og der mulighed for at få en opredning til pårørende, der kan være en støtte for dig igennem din behandling.

Uddannet plejepersonale giver tryghed

Patienthotellets reception er døgnbemandet med veluddannede og erfarne sygeplejersker, som kan hjælpe, hvis du får det dårligt eller har brug for en at snakke med. Sygeplejersken kan også hjælpe med kontakt til afdelingen, det praktiske omkring dit ophold og bestilling af transport.

Sygeplejersken kan udføre mindre sygeplejeopgaver f.eks. injektioner, måling af blodtryk og mindre forbindingsskift, det sker dog altid efter aftale med den afdeling, hvor du er i behandling.

 Film om at være gæst på Patienthotellet




Redaktør