I Kræftværket kan du komme når du har lyst, du kan møde andre unge med kræft, hænge ud med dine venner eller få en snak med Maiken, som er ungekoordinator, Tine, som er socialpædagog, eller ungeambassadørerne..
Vi laver også forskellige store og små arrangementer i og omkring Kræftværket. Det kan være alt fra en fælles frokost eller et brætspil i Kræftværket til en fællestur i Tivoli eller en tøseaften med makeup workshop.
Du kan også bare:
- Smække en LP på pladespilleren, flyde ud i en sofa og læse et blad
- Brygge en kop kaffe og se en film eller en serie på Netflix
- Drikke en cola og spille PlayStation
- Træne på løbebånd og crosstrainer i vores motionsrum
- Låne Christiania ladcyklen og køre ud i det blå med en ven
Ungepanel din mening er vigtig
Unge ved mest om unge, så dine erfaringer, oplevelser og feedback er super vigtigt. Hver 3. måned mødes ungeambassadører og læger med unge, der har tid, lyst og overskud til at være med i Ungepanelet – datoerne postes i Kræftværket og på sociale medier.
Det er super hyggeligt og uformelt, men også vigtige møder hvor vi tænker ud af boksen sammen og tager beslutninger om, hvad vi skal have fokus på både i Kræftværket og i forhold til det at være ung og i behandling for kræft.

Frokost i Kræftværket
Ungeambassadører
Vi er en gruppe sygeplejersker som er uddannet ungeambassadører. I løbet af ugen kan du møde os i Kræftværket. Tidspunkterne hænger på opslag i Kræftværket og postes på sociale medier.
Ungekoordinator
Ungekoordinator Maiken er tovholder for ungeambassadørerne i Kræftværket. Maiken kan støtte dig og dit netværk samt skabe kontakt til andre unge, der også kommer på Riget eller Herlev.
Kræftværket og de ungevenlige sengestuer er et samarbejde mellem Center for Kræft og Organsygdomme, Juliane Maries Centret og Ungdomsmedicinsk Enhed.