Nyt parkeringshus på vej

​​En bevilling på 93 mio.kr. til et nyt parkeringshus og tekniske installationer er nu på plads, og arbejdet med at finde en totalentreprenør går i gang.
Udsigten til et helt nyt parkeringshus med plads til ca. 400 biler samt en ny kølecentral og nyt nødstrømsanlæg er rykket nærmere. Region Hovedstadens politikere har sagt ja til næste skridt i projektet, der har et budget på 93 mio.kr. 

Hen over efteråret skal der gennemføres en såkaldt prækvalifikation, hvor der udvælges fem totalentreprenører med arkitekter og ingeniører, der inviteres til at komme med et tilbud.

Første spadestik forventes i efteråret 2013, så parkeringshuset kan tages i brug i 2014. 

Parkeringshuset bliver opført på den eksisterende parkeringsplads nordvest for det tidligere børnehospital og er første del af Glostrup Hospitals nybyggeri, der også omfatter et neurorehabiliteringscenter, der samler den højt specialiserede neurorehabilitering i Region Hovedstaden.

​Pressemeddelelse den 24. august 2012​.

Redaktør