Nyt neurorehabiliteringshus på Glostrup Hospital bliver endnu større

​​Der skal ske en endnu større samling af patienter med hjerneskader fremover. Regionsrådet i Region Hovedstaden har netop bevilget 135 mio.kr. til at udvide det planlagte nybyggeri , så alle patienter med disse specialbehov samles ét sted.

Det nye neurorehabiliteringshus på Glostrup Hospital skal have 125 sengepladser ​i stedet for de planlagte 103, og det tilhørende nye parkeringshus skal have 60 ekstra parkeringspladser. Det har Regionsrådet besluttet på sit møde 18. juni. Udvidelsen skyldes nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen for rehabilitering af voksne, der får en hjerneskade. Denne gruppe skal fremover behandles i det nye neurorehabiliteringshus. ​


Det nye neurohus skal opføres i det grønne felt, det nye parkeringshus i det gule felt.

Godt både for faglighed og drift​

- Vi er meget glade for, at vi får mulighed for at udvide byggeriet. I den oprindelige plan var der plads til de typer af patienter, som i dag får højt specialiseret neurorehabilitering. Fremover skal tilbuddene gives til en større gruppe, og her er det både fagligt og driftsmæssigt optimalt, at de nye patientgrupper kan få plads i de samme nye, gode rammer, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding. 

Det er bl.a. patienter med komplekse hjerneskader som følge af en blodprop i hjernen eller hjerneblødning, der nu skal bygges plads til. Disse patienter er i dag spredt ud hos fx medicinske og neurologiske afdelinger. 

Udvidelsesmulighed var forudset

Opgaven med at etablere det nye neurorehabiliteringshus og det tilhørende parkeringshus er allerede ved at blive forberedt. Der er valgt en entrepenør som skal bygge parkeringshuset, og der er udvalgt tre deltagere i den sidste del af projektkonkurrencen om neurohuset. De skal nu udvide projekterne. Det medfører dog ikke nogen forsinkelse: 

- Vi har indføjet en option i begge projekter om at opgaven kunne udvides. Så nu skal planerne naturligvis justeres, men vi forventer at den overordnede tidsplan holder, så de første patienter kan flytte ind i 2018, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding. 

Når byggeriet er klar, skal det bl.a. rumme tilbuddene til østdanske patienter med alvorlige erhvervede hjerneskader, alvorlige rygmarvsskader samt den nye gruppe med komplekse hjerneskader. 
Med den nye bevilling på i alt 135 mio.kr. er projektets budget nu på 817 mio.kr.

Fakta om nyt neurorehabiliteringshus

  • ​Neurorehabiliteringshuset skal skabe rammerne for den bedste pleje, behandling og rehabilitering af patienter med komplekse hjerneskader samt patienter med rygmarvslidelser fra hele Østdanmark. Det forventes at være klar i 2018. 
  • Parkeringshuset  får i alt 460 pladser. Det skal opføres af E. Pihl & Søn A/S med Christensen & Co Arkitekter A/S som arkitektrådgiver og Grontmij A/S som ingeniørrådgiver og forventes at stå klar i 2014. 
  • Tre teams dyster om at vinde arkitektkonkurrencen om opførsel af selve neurorehabiliteringsbygningen, , der skal stå klar i 2018: 
  • Haskoning DHV Nederland B.V., Architectenbureau K.van Velsen, B. V. , Oluf Jørgensen A/S, Aarhus arkitekterne A/S 
  • Henning Larsen Architects A/S , NNE Pharmaplan A/S , Buro Happold Aps , Lohfert & Lohfert A/S, Sintef Teknologi & Samfunn, SLA A/S 
  • AART Architects, Nordic – office of Architecture, Marianne Levinsen Landskab, Harde Larsen rådgivende ingeniører, Buro Happold Aps og Hospitalitet A/S 

Pressemeddelelse 18. juni 2013

Redaktør