Ny lokalplan skaber muligheder på hospitalet i Glostrup

​Hospitalet kan udvide med op til 50.000 m2, efter kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune har godkendt en ny lokalplan. Der skal blandt andet opføres et helt nyt neurorehabiliteringshus og et nyt hovedpinecenter de næste år. 

​​

​Lokalplanen for Rigshospitalet, Glostrup blev godkendt af kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune den 11. marts 2015 og træder i kraft den 22. april. Den sikrer hospitalets videre udvikling til gavn for regionens borgere og forskning inden for specialiserede områder. I første omgang er der planlagt byggerier på cirka 27.000 m2 , heriblandt et nyt neurorehabiliteringshus og et nyt hovedpinecenter. Lokalplanen indeholder også en supplerende vejadgang til hospitalet via Gl. Landevej.

- Vi er meget glade for, at kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune har valgt at godkende lokalplanen for hospitalet. Lokalplanen skaber, sammen med hospitalets fusion med Rigshospitalet, grundlaget for også fremtidigt at kunne skabe specialiserede behandlingstilbud til vores patienter og en stærk, international profil inden for bl.a. neurorehabilitering og hovedpine. Vi ser frem mod de mange spændende muligheder lokalplanen åbner for på Danmarks største og højst specialiserede hospital, siger drifts- og projektchef Morten Christiansson.

Neurorehabiliteringshus på vej

Det største projekt, der skal etableres de næste år, er et nyt neurorehabiliteringshus. Det skal skabe de bedste rammer for behandling og genoptræning af patienter med skade på hjerne og i rygmarven i hele Østdanmark. I forbindelse med planlægningen af huset gennemfører hospitalet en grundig brugerproces, hvor både patienter og medarbejdere inddrages for at fremtidssikre huset og være sikker på, at alle behov i behandlings- og genoptræningsprocessen tilgodeses. Huset bliver 25.000 m2 og forventes at stå klar i 2018 i den nordvestlige del af parken bag hospitalet.

Dansk hovedpinecenter får nye rammer

Dansk Hovedpinecenter er blandt verdens fremmeste inden for forskning og behandling af hovedpiner.
Planerne til et helt nyt hovedpinecenter ligger klar, og er også her blevet til med baggrund i en brugerproces med repræsentanter fra hospitalets forskellige faggrupper, tre forskellige patientforeninger og Dansk Hovedpinecenters ledelse. Der er byggestart i år med færdiggørelse i 2017. Bygningen kommer til at ligge tæt på Nordre Ringvej ved hospitalets indgang 1.

Miljøfremmende tekniske anlæg

I 2015 påbegynder hospitalet byggerier af to nye tekniske anlæg. Det drejer sig om et affalds- og spildevandsanlæg og et anlæg for køling, el-distribution og nødstrøm. De to anlæg skal sørge for, at hospitalet har tilstrækkelig teknisk kapacitet, når de nye byggerier står klar. Derudover sikrer de en fremtidig stor energibesparelse for hospitalet og er endnu et skridt på vejen mod et grønnere hospital. Begge anlæg bliver til i offentlige-private partnerskaber og forventes klar til brug i henholdsvis 2016 og 2017. 

Redaktør