Glostrup Hospitals nye parkeringshus nærmer sig afslutningen

​Den sidste etage i det nye byggeri er nu færdig. Dermed er der ikke længe til det nye, runde og grønne parkeringshus er klar til brug.

De sidste par måneder er det spiralformede parkeringshus for alvor skudt i vejret, og bygningen er et stort skridt nærmere sin afslutning. Med den sidste etage på plads i den fire etager høje bygning, blev det den 21. august 2014 tid til at fejre rejsegilde.

Det nye parkeringshus

487 nye parkeringspladser i et bæredygtigt og grønt parkeringshus

Med det nye parkeringshus får Glostrup Hospital ikke kun 487 nye parkeringspladser. Bæredygtighed har fra start af været tænkt ind i projektet. Derfor er parkeringshuset blandt andet bygget af materialer med begrænset miljøbelastning og indeholder et bassin til regnvandsopsamling, som vil forebygge oversvømmede kloaker ved store regnskyl. Regnvandet vil blive brugt til blandt andet plantevanding. 

Der bliver også sparet på energiforbruget til lys og ventilation, da parkeringshusets sneglede udformning er lavet sådan, at så meget lys og luft som muligt udefra gennemstrømmer bygningen. Sidst men ikke mindst får parkeringshuset en flot, levende facade med masser af grønne planter, og der vil også være fem standere til elbiler.


​Til rejsegildet blev der holdt taler og serveret pølser for alle, der har været med til at bygge parkeringshuset.

Parkeringshus i høj kvalitet til tiden

Drift- og projektchef Morten Christiansson fortæller om denne milepæl:

”Med rejsegildet markerer vi det fantastiske arbejde, som vores entreprenører, håndværkere og rådgivere har udført, men også at vi nu hastigt nærmer os afslutningen af byggeriet og dermed ibrugtagningen. Der er grund til at vi alle glæder os over, at det – trods en kedelig konkurs hos den oprindelige entreprenør tidligt i forløbet – er lykkedes at få vores parkeringshus opført til tiden og inden for den afsatte økonomi – og ikke mindst i den høje kvalitet vi drømte om.”

Byggeriet tog sin begyndelse 20. januar 2014 med det første spadestik og er på grund af den milde vinter skredet hurtigt frem. Parkeringshuset forventes at blive taget i brug i begyndelsen af 2015.

Læs mere om parkeringshuset her​.​​​​​



Redaktør