Glostrup-forskere tester døgnrytmelys på apopleksipatienter

Nu tester forskere fra Glostrup Hospital effekten af døgnrytmelys på patienter. Det sker i apopleksienheden i et unikt samarbejde mellem hospitalets kliniske afdelinger og driftsafdeling.

​​

​At dagslyset påvirker vores døgnrytme er efterhånden almen kendt. Men hvilken effekt har kunstigt dagslys egentlig på indlagte patienter? Dét er forskere fra apopleksiafsnittet på Neurologisk Afdeling ved at undersøge i samarbejde med Dansk Center for Søvnmedicin, Øjenafdelingen, Diagnostisk Afdeling og Driftsafdelingen.

Den ny sundhedsvidenskabelige viden skal målrettes til og bruges af den byggeenhed, der står for opførelsen af et nyt, stort neurorehabiliteringshus på Glostrup Hospital.

Undersøger effekten videnskabeligt for første gang

Frem til sommeren 2014 vil læge og ph.d.-studerende Anders West sammen med de øvrige forskere måle på to grupper patienters døgnrytme, søvn- og livskvalitet

To grupper testes

Den ene gruppe er indlagt på stuer med særlige lamper, der følger lysintensitet og -kvalitet i forhold til døgnets naturlige lys. Den anden gruppe ligger på et afsnit med almindelige lamper. Derudover består begge grupper af patienter, der har haft en blodprop eller blødning i hjernen og nu er indlagt til rehabilitering i gennemsnitligt en måned.

- At holde døgnrytmen er vigtig for mange af menneskets funktioner, Apopleksipatienters hjerner er skadede og har foruden træning brug for ro til at komme sig. Vi håber, at kunstigt dagslys, der følger døgnets rytme, kan forbedre patienternes døgnrytme og derved bedre søvn og endda fremme deres helingsproces igennem regulering af visse dele af kroppens mekanismer. Det er første gang, effekten bliver videnskabeligt undersøgt på patienter under rehabilitering, siger Anders West.

Ny viden skal bruges i nyt, stort byggeri

Glostrup Hospital står for at bygge Danmarks største neurorehabiliteringscenter, der skal stå færdigt med 125 sengestuer i 2018. Bygningen på 25.000 kvadratmeter skal skabe rammerne for den bedste pleje, behandling og rehabilitering af patienter med komplekse hjerneskader samt patienter med rygmarvslidelser fra hele Østdanmark.

- Det er helt afgørende, at vi får oversat klinikernes nye viden, så vi byggefagligt kan forme de bedst mulige vilkår for vores patienter, siger Maj Seligmann, der er arkitekt og projektleder i Glostrup Hospitals driftsafdeling.

Endelige resultater i 2014

Projektet foregår i samarbejde med Neurokirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og firmaet bag lysstyringssystemet Chromaviso. Projektet er støttet af Markedsmodningsfonden med et totalbudget på knap 10 millioner kr.


Redaktør