Rigshospitalets nye nordfløj bliver større end planlagt

​​Regionsrådet har bevilget 180 millioner kroner til at udvide nybyggeriet for at skabe bedre plads til blandt andet neurologiske funktioner.

Rigshospitalets kommende nordfløj, der lige nu tager form på Blegdamsvej, bliver større end planlagt. Regionsrådet har nemlig vedtaget at afsætte 180 millioner kroner, der blandt andet skal gå til en 6.000 kvadratmeter stor tilbygning.

- Vi er rigtigt glade for, at vi har fået en løsning på plads, der giver gode rammer til glæde for især patienterne, men også for medarbejderne og forskerne på Rigshospitalet, siger regionsrådsmedlem Leila Lindén (S), der er formand for Følgegruppen Vedrørende Det Nye Rigshospital.

Den nye bygning skal især genhuse de funktioner, der lige nu hører hjemme i det såkaldte Rockefeller-kompleks i den anden ende af Blegdamsvej-matriklen. Det skal nedrives for at gøre plads til BørneRiget – den nye hospitalsbygning til børn, unge og fødende.

- Det er en god dag for Rigshospitalet. Vi får nu en løsning, der giver os nogle fantastiske rammer for forskning, personale og patienter. Tilbygningen sikrer blandt andet, at vi kan etablere et translationelt neuroforskningscenter integreret med behandlingsfunktionerne i Nordfløjen. Samtidig styrkes samspillet mellem forskning og behandling til fordel for patienterne, siger Rigshospitalets direktør Per Christiansen.

Kan gøres endnu større
Den nye tilbygning kommer især til at rumme flere neurologiske funktioner: Neuromuskulær Klinik og Forskningsenhed er i dag splittet mellem Rockefeller-bygningen og Panum-Instituttet, men skal samles i den nye tilbygning. Derudover vil blandt andet Neurobiologisk Forskningsenhed og Neurokirurgisk Ambulatorium blive samlet i tilbygningen, mens et forskningslaboratorium for sklerose rykker til Glostrup.

Tilbygningen konstrueres således, at den – hvis økonomien senere bliver til det – kan udvides med op til to etager.

Samtidig arbejder Rigshospitalet på en skitse til den fremtidige tilrettelæggelse af opgavernes fordeling mellem Blegdamsvej og Glostrup.

Den indebærer, at den nye tilbygning kommer til at rumme et Demenscenter, der skal huse de opgaver, der i dag hører hjemme i Demensenhed Syd i Glostrup og Demenscentrets nuværende funktioner i Rockefeller-komplekset.

Omvendt skal der kigges nærmere på, hvilke funktioner, der skal flyttes til i Glostrup, som har en stærk profil på blandt andet øjensygdomme, ryg- og gigtsygdomme, samt respirationsområdet.

- Meningen er, at der netto skal flyttes flere patientbehandlingsopgaver fra Blegdamsvej til Glostrup end omvendt, siger Per Christiansen.

Udover den nye tilbygning skal de 180 millioner kroner udmøntes i yderligere 2.100 kvadratmeter, der placeres i Teilum-bygningen på Rigshospitalet Blegdamsvej, yderligere 500 kvadratmeter i eksisterende, ledige lokaler på Blegdamsvej-matriklen, samt 600 kvadratmeter i Forskerpark Glostrup.



Redaktør