Rundtur i Rigshospitalets nye Patienthotel og Administrationsbygning

​Patienthotellet er ved at tage form, og de første tre etager er nu rejst. René Colding viser rundt, mens han fortæller om sikkerhed, lysindfald og det at bygge ved et hospital.

René Colding, som er ingeniør og er Rigshospitalets ansvarlige for blandt andet sikkerheden på arbejdspladsen, har inviteret sygeplejedirektør Helen Bernt Andersen og hotelchef, funktionschef Bente Nørskov på en lille rundvisning i det kommende Patienthotel, som også rummer administrationen. Med på rundturen var også arkitekt Naja Lynge Rasmussen samt fuldmægtig Tina Bekke Petersen.

Det nye Patienthotel er formet som et V, hvor i alt 75 værelser er placeret langs ydersiden i de tre nederste etager. I bunden af V'et kommer der til at være en reception, et køkken og en restaurant med udgang til en stor terrasse. I arealet mellem de to streger i V'et er der en stor atrium med plads til både afslapning og ophold. I toppen af V'et vil et stort glasparti mod nordvest sikre et behageligt lysindfald.

- Det virker til at blive et fantastisk hus med fokus på både patienternes og de pårørendes behov. Der er en rigtig god balance mellem at kunne være sig selv i private værelser, men når man træder ud af værelserne og direkte ind i atriet, er man en del af hotellets fællesskab. På den måde er bygningen utrolig overskuelig og meget åben, siger Helen Bernt Andersen.

Den gode arkitektur i bygningen er tegnet af Aarhus Arkitekterne og 3xNielsen, hvor førstnævnte bl.a. også har tegnet Aarhus Amtssygehus, og sidstnævnte er kendt fra bygninger som Den Blå Planet og Bella Sky.

Også hotelchef Bente Nørskov glæder sig over, at der er fokus på rummelighed og lys:

- Jeg tror, at rigtig mange af vores gæster bliver meget glade for de store værelser med højt til loftet samt de mange muligheder for at komme udenfor i naturen, siger Bente Nørskov.

Og den nye placering af Patienthotellet giver ifølge Helen Bernt Andersen også mere ro for gæsterne:

- Bygningen formår at trække den sparsomme natur, vi har i området, helt tæt på og at gøre den til en del af opholdet. De små altaner ved værelserne, samt terrasser og glaspartier giver patienterne behagelige omgivelser og lidt afstand til der, hvor de modtager deres behandling. På den måde tror jeg, at der bliver mere ro omkring patienterne, siger Helen Bernt Andersen

En anderledes arbejdsplads

​Der er mange ting, som adskiller sig fra almindelige byggepladser, når man arbejder ved et hospital. Håndværkerne oplever alt fra gravide kvinder, som leder efter fødestuen, til mennesker med psykiske lidelser, der ikke kan forstå, hvad der sker. Alle heldigvis udenfor og rundt om byggepladsen.

- Byggepladsen er en dynamisk størrelse, og vi "rykker" os lidt en gang imellem. Mange patienter kan derfor blive forvirrede, hvis der pludselig er en afspærring der, hvor de plejer at gå igennem, siger René Colding og fortæller om enkelte episoder, hvor patienter var kommet lidt ind på byggepladsen. Derfor er der blevet opsat store låger med lås ved alle indgangene.

- Her er det utrolig vigtigt, at vi løbende har en dialog med håndværkerne om, at der kan være tale om mennesker med psykiske eller fysiske lidelser. Vores folk her er jo lidt "håndværkeragtige" i sproget, og det arbejder vi med at nedtone, forklarer René Colding.

Samlet set kommer der til at befinde sig cirka 350 håndværkere på Rigshospitalet i 2015, hvorefter det falder lidt, når Patienthotellet og Administrationen samt Parkeringshuset afsluttes, og der kun bygges på Nordfløjen. Det er derfor vigtigt, at René Colding er til stede, så han kan træde til, hvis der opstår situationer, som ligger ud over håndværkernes almindelige arbejdsbeskrivelse.

- Jeg synes, at det er utrolig godt at se, at der er så meget fokus på sikkerhed. Og det virker til at være nogle dygtige håndværkere, som har styr på deres arbejde, siger sygeplejedirektør Helen Bernt Andersen.

Redaktør