Gå til hovedindhold

​​​​​​​​

Frontløberuddannelsen

I udviklingen og opbygningen af Mary Elizabeths Hospital var Frontløberuddannelsen et tværfagligt udviklingsforløb for medarbejdere, der skulle have deres daglige gang i den nye hospitalsbygning. ​

Frontløberuddannelsen var et tilbud til medarbejdere på tværs af faggrupper og specialer, som ønskede at bidrage til udviklingen af Mary Elizabeths Hospital frem mod åbningen. Samtidig spillede den en vigtig rolle i arbejdet med at skabe en fælles kultur og styrke forståelsen for, hvordan forandringer kunne implementeres i praksis.

Deltagerne lærte om forandringsledelse og projekt- og procesledelse og hvordan man anvender data til at drive forbedringer. De fik mulighed for at afprøve og implementere projekter i deres egne afdelinger, så de også opnåede praktisk erfaring i at skabe sammenhængende patientforløb, partnerskaber og en legende kultur.  ​

Deltagere og projekter

Deltagerne i frontløberuddannelsen skulle være ansat i et område, der bliver en del af Mary Elizabeths Hospital. Alle faggrupper var velkomne, så længe de havde interesse i at bidrage til Mary Elizabeths Hospitals udvikling og ønskede at deltage i et tværfagligt netværk.

Hver frontløber arbejdede på et projekt, som var aftalt med deres leder og blev gennemført i løbet af uddannelsesforløbet. Projekterne fokuserede på områder som patientforbedringer, samarbejde med patienter og pårørende eller nye arbejdsgange. Projekterne tog udgangspunkt i f.eks.

  • Patientrettede forbedringer på tværs af specialer, fx. egentlige forløb, transition fra ung til voksenafdeling, reduktion i fremmøde ved brug af andre muligheder, øget hjemmebehandling m.v.

  • Indsamling af viden om, hvilke specifikke initiativer der allerede findes i regionen som med fordel kan deles, fx inden for en legende tilgang, angstreducerende teknikker, involvering af barnet/den unge i behandling m.v.

  • Etablering af reelle partnerskaber mellem sundhedspersonalet og patienter og pårørende gennem fx indførelse af fælles beslutningstagen, samarbejde i løbet af dagen under indlæggelse m.v. 

Eksempler på frontløberprojekter

Følgende tre eksempler viser hvordan Frontløberprojekter udmundede sig i praksis til legende greb, der både kan skabe tryghed og genkendelighed i svære situationer.  


Samtalekassen

Projekt lavet af Frontløber Freja Røgenes, transplantationssygeplejerske

Samtalekassen er en fysisk kasse fyldt med små genstande, som bruges til at åbne svære samtaler med patienter og pårørende på tryg, sanselig og forståelig måde. Hver genstand repræsenterer et aspekt af livet efter en transplantation og fungerer derfor som et konkret samtaleværktøj, der møder børnene i øjenhøjde.

Smilestyret

Projekt lavet af Frontløber Andreas Strange Nielsen, portør

Smilestyret er et fuldt udstyret instrumentbræt med rat, gearstang, båthorn og lyde, som børnene kan få med til turen på operationsstuen. En tur, der både kan skabe utryghed og angst. Med et enkelt legende greb får børnene mulighed for at glemme alvoren i situationen og lege sig vej gennem hospitalet. Resultatet er, at det er et mere trygt og roligt barn, der ankommer på operationsstuen. ​

Stribe "Den Stribeløse Zebra"

Projekt lavet af Frontløber Nanna Fog Nyrup Wejs, assisterende oversygeplejerske

Stribe "Den Stribeløse Zebra" er et zebrahoved, der sættes på scanneren til patientarmbåndene. Projektet skaber en legende oplevelse gennem fortællingen om Stribe, der bare så gerne vil have sine striber tilbage. Det får den når den scanner børnenes patientarmbånd. Stribe skaber leg og genkendelighed i en situation, der førhen kunne være præget af utryghed.

 


Efter uddannelsen blev frontløberne en del af et netværk faciliteret af Mary Elizabeths Hospital. Netværket støttede vidensdeling og opbygning af relationer på tværs af specialer og afdelinger, og deltagerne fik mulighed for at diskutere erfaringer, problemstillinger og succeser, for at fremme kontinuerlig læring og samarbejde.

Uddannelsen kørte to hold årligt, hver med 15-20 deltagere.

 ​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden