Konsulent til partnerskaber, PMO og strukturel innovation hos Rigshospitalets Innovationscenter

Vent...

​Brænder du for at bidrage til at udvikle sundhedsvæsenet, og finder du det motiverende at beskæftige dig med innovation? Betragter du dig selv som en dygtig generalist, organisator og projektleder, der har et indgående kendskab til life science og sundhedsområdet og gerne til arbejdet med innovation? Har du et stærkt og struktureret drive og er nysgerrig af sind, så er du måske vores næste nye kollega i Rigshospitalets innovationscenter.

Om Rigshospitalets Innovationscenter

Vi har en vision: Rigshospitalet skal være global spydspids for udviklingen af fremtidens sundhedsløsninger. Vi arbejder hver dag på at bidrage til at accelerere udviklingen af fremtidens sundhed gennem helt kliniknære projekter til gavn for patienterne og for vores personale. Vi er drevet af at gøre en forskel og har godt vind i sejlene.

Vi er en ung organisation med vokseværk. Vi har eksisteret i snart 3 år og er i den tid gået fra 1 person til et dynamisk team af knapt 20 kollegaer. Vi er organiseret i foreløbigt 3 faglige domæner, nemlig kliniknær innovation, kultur & kompetencer og sekretariat & kommunikation, hvor stillingen her vil være forankret i sekretariatet. I sekretariatet varetager vi sekretariatsbetjening af bl.a. Innovationsråd og PMO og projekter indenfor strukturel innovation, dvs. hvordan vi gennem organisatorisk tiltag kan skabe bedre forudsætninger og vilkår for kliniknær innovation. Vi ønsker at styrke arbejdet med strukturel innovation i de kommende år, hvor ét af vores store fokusområder den kommende tid er at kunne understøtte indgåelsen af strategiske partnerskaber mellem hospitalet og eksterne partnere, herunder særligt industrien. Vores mål er at bidrage til at løse de mest presserende behov i vores afdelinger og for vores patienter gennem inddragelse af eksterne partnere.

Din rolle og opgaver

Først og fremmest vil du skulle understøtte og drive indgåelse af partnerskaber, heriblandt også den fortsatte udvikling og forfinelse af vores partnerskabsmodel. Din primære opgave i relation til partnerskaber vil være at bidrage til, at Rigshospitalet opnår en professionel og systematisk tilgang til indgåelse af partnerskaber. Du vil i tæt samspil med centerledelsen understøtte vores klinikchefer og direktionen med at drive etablering af partnerskaber. Fra identificering af behov til den praktiske implementering. Din rolle vil særligt være at drive den praktiske eksekvering og daglige håndtering af partnerskaber selvfølgelig med blik for den strategiske retning.

I sekretariatet varetager vi centrets Project Management Office (PMO), hvorigennem vi drøfter nye projekter og varetager centrets overordnede projektoverblik og -porteføljestyring. I øget takt med en generel professionalisering af centrets virke ønsker vi også at styrke vores PMO- funktion. Din rolle her vil blive at udvikle og højne kvaliteten af vores PMO set-up i tæt dialog med sekretariatslederen samt varetage en løbende professional sekretariatsbetjening.

Dine opgaver vil omfatte:

  • Videreudvikle og forfine Rigshospitalets model for partnerskaber og sikre, at vi opnår en systematisk og professional rådgivning på området.
  • Bistå med direktions- og ledelsesbetjening ift. partnerskaber
  • Udarbejdelse- og forhandling af kontrakter i samarbejde med vores juridiske enhed og økonomiområdet
  • Sikre et porteføljeoverblik på partnerskabsdialoger
  • Sikre involvering af de kliniske partnere og løbende opfølgning på dialog med relevante stakeholders i forbindelse med eksisterende og nye dialoger
  • Varetage den daglige support af de indgåede partnerskaber
  • Udvikle og styrke centrets PMO set-up samt løbende drift af PMO
  • Sikre et porteføljeoverblik på samtlige af centrets projekter

Innovation indenfor sundhedsvæsnet er i rivende udvikling i disse år. På samme måde har vi også en forventning om, at vi kommer til at skulle beskæftige os med flere spændende områder i relation til strukturel innovation, heriblandt fx bæredygtighed, entreprenørskab og innovative indkøb. Du vil få god mulighed for at bidrage her, i det omfang at tiden tillader det. Dette aftaler vi konkret med udgangspunkt i de aktuelle arbejdsopgaver og din baggrund og interesse.

Vi søger..

En person, der både vil arbejde med driftsopgaver og udviklingsopgaver. Du har godt organisatorisk blik og præference for at arbejde struktureret, du går nysgerrigt til opgaven, og du er vedholdende. Du sætter en ære i at følge opgaven til dørs til aftalt tid, og du ser det, som en vigtig opgave at levere professionel sekretariatsbetjening. Herudover ser vi gerne, at du:

  • Har et skarpt analytisk blik og god til at danne overblik over komplekst materiale
  • Har interesse indenfor forretningsudvikling og samarbejde med Life Science industrien
  • Gerne har erfaring med drive partnerskaber og gerne indenfor sundhedsområdet
  • Erfaring fra en kommerciel virksomhed eller en politisk styret organisation indenfor sundhedsvæsnet vil være et plus
  • Har solid erfaring med at drive projekter og gerne erfaring med porteføljestyring

Vi forestiller os, at du kan have forskellige baggrunde. Det vigtigste er din interesse for og erfaring med området og de beskrevne opgaver. Du har min. 2-3 års erfaring og gerne mere. Du trives i en organisation med flad struktur, hvor to dage sjældent er ens, og du hjælper gerne med opgaver udenfor eget felt, hvis der er behov og tiden tillader det.

Vi tilbyder

Du får et job med udfordrende og afvekslende opgaver indenfor et felt i rivende udvikling. Du vil blive ansat i en nyoprettet stilling og indenfor et område, der har stor bevågenhed på tværs af hele hospitalet. Du får en række nye kollegaer i et mindre center, som kan lide at være sammen – også til sociale arrangementer efter arbejde i ny og næ. Der er en god fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde, hvis opgaverne tilsiger det og vi har et stort fokus på give vide udviklingsmuligheder.

Tiltrædelse og ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er mandag den 13. marts 2023, og vi forventer at holde samtaler i uge 11 og 12. Du kan forvente, at der vil indgå case i en samtalerunde 2.

Vi ser gerne, at du tiltræder 1. maj 2023.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Du vil blive ansat i vores sekretariats- og kommunikationsteam, hvor opgaven vedr. partnerskaber vil være med reference til enhedschefen.

Vil du vide mere

Ved spørgsmål til stillingen eller Rigshospitalets Innovationscenter kan du kontakte enhedschef Rune Holdt på mail: rune.holdt@regionh.dk eller Innovationschef, Henning Langberg på mail: henning.langberg@regionh.dk



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor