Innovationscenter søger ambitiøs konsulent til sekretariatet

Vent...

Brænder du for at bidrage til at udvikle sundhedsvæsenet, og finder du det motiverende at beskæftige dig med innovation? Betragter du dig selv som en dygtig generalist, der både kan og vil arbejde med sekretariatsbetjening og udviklingsopgaver indenfor innovation? Har du en skarp pen og er nysgerrig af sind, så er du måske vores næste nye kollega i Rigshospitalets Innovationscenter.

Om Rigshospitalets Innovationscenter

Vi har en vision: Rigshospitalet skal være global spydspids for udviklingen af fremtidens sundhedsløsninger. Vi arbejder hver dag på at bidrage til at accelerere udviklingen af fremtidens sundhed gennem helt kliniknære projekter, der gør en forskel for patienterne og for vores personale. Organisationen er flad og omgangstonen uformel. Vi er drevet af at gøre en forskel og har godt vind i sejlene.

Men vi har brug for din hjælp. Vi er en ung organisation med vokseværk. Vi har eksisteret i blot 2+ år og er i den tid gået fra 1 person til et dynamisk team af knapt 20 kollegaer. Derfor er vi også en organisation i forandring, og nu har vi brug for en konsulent til vores nyetablerede sekretariat, der skal bistå i at understøtte den fortsatte udvikling og professionalisering af organisationens virke.

Din rolle og opgaver

I sekretariatet varetager vi den tværgående koordinering af centerets aktiviteter, sekretariatsbetjening, kommunikation og udviklingsopgaver indenfor innovation. Du vil bidrage til sekretariatsbetjening af centerets udvalg, netværk og råd, og du vil understøtte centerledelsen med oplæg og præsentationer ved forskellige lejligheder. Sekretariatet vil i stigende grad også have fokus på strategiske udviklingsopgaver og på rammebetingelser samt vilkår for at understøtte innovation, heriblandt innovative indkøb, partnerskaber, spin out og forskellige aspekter af offentlig/privat samarbejde. Du vil få rig mulighed for at udfolde og udvikle dig indenfor disse områder – i samarbejde med dygtige og engagerede kollegaer samt fagpersoner.  

Dine opgaver vil omfatte:

  • Projektledelse af udviklingsområder indenfor innovation og rammevilkår for innovation
  • Sekretariatsbetjening, heriblandt af Rigshospitalets Innovationsråd og det Nationale Netværk af Innovative Hospitaler samt ift. at drive centerets PMO
  • Bistå med direktions- og ledelsesbetjening på innovationsdagsordenen
  • Bistå centerledelsen i udarbejdelse af præsentationer og oplæg
  • Øvrige forefaldende opgaver i sekretariatet, heriblandt bistå ift. planlægning og eksekvering af faglige teamdage og teamseminarer

Vi søger..

En person, der ser både driftsopgaver og udviklingsopgaver som essentielle for at understøtte en organisations professionelle virke og udvikling. Du har præference for at arbejde struktureret, du går nysgerrigt til opgaven, og du er vedholdende. Du sætter en ære i at følge opgaven til dørs til aftalt tid, og du ser det som en vigtig opgave at levere professionel sekretariatsbetjening. Du har entusiasme og gå på mod, og du opsøger råd, vejledning og løsninger af egen drift, når du er på usikker grund. Herudover ser vi gerne, at du:

  • Er en dygtig skriftlig formidler – såvel word som power point mm.
  • Har et skarpt analytisk blik og er god til at danne overblik over komplekst materiale
  • Har erfaring med sekretariatsbetjening og evt. projektstyring
  • Erfaring fra en politisk styret organisation indenfor sundhedsvæsnet vil være et plus

Vi forestiller os, at du er en dygtig generalist og har en baggrund som eksempelvis cand.scient.san.publ., cand.scient.pol. eller lignende. Du har gerne 2-3 års erfaring, men du kan også være nyuddannet. Du trives i en organisation med flad struktur, hvor to dage sjældent er ens, og du hjælper gerne med opgaver udenfor eget felt, hvis tiden tillader det.

Vi tilbyder

Du får et job med udfordrende og afvekslende opgaver indenfor et felt i rivende udvikling og med politisk bevågenhed. Du vil blive ansat i en nyoprettet stilling i et nyetableret sekretariat, hvor der er gode udviklingsmuligheder, og hvor du i samarbejde med sekretariatslederen vil få rig mulighed for at sætte dit præg på en organisation i udvikling. Du får en række nye kollegaer i et mindre center, som kan lide at være sammen – også til sociale arrangementer efter arbejde i ny og næ. Der er en god fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde, hvis opgaverne tilsiger det.

Tiltrædelse og ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er mandag d. 14. november 2022, og vi forventer at holde samtaler i uge 46 og 47. Der kan indgå en skriftlig test i forbindelse med samtalen.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Du vil blive ansat i sekretariatet med reference til sekretariatslederen.

Vil du vide mere

Ved spørgsmål til stillingen eller Rigshospitalets Innovationscenter kan du kontakte enhedschef Rune Holdt på mail: rune.holdt@regionh.dk eller tlf. 51 94 30 30 eller sekretariatsleder Malene Kristine Nielsen på mail: malene.kristine.nielsen@regionh.dk eller tlf. 29 79 63 69.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor