
Rikke Bogensberger er laborant og arbejder til dagligt på Afdelingen for Klinisk Biokemi i Diagnostisk center. Flere gange dagligt sender hun og hendes kollegaer blodprøver afsted med rørposten, hvilket ikke altid forløber uproblematisk.
For det første skelnes der mellem kolde og varme prøver. De varme prøver skal transporteres manuelt, hvilket er besværligt og tidskrævende. De kolde prøver sendes afsted som rørpost, men først ved at pakke dem ind i bobleplast og ned i en beholder, eftersom der er risiko for, at lufttrykket fra rørpostsystem kan få poserne til at flyve ud og sætte sig fast i skinnerne. Dette medfører ofte, at transporten standser undervejs og kan forårsage, at nogle prøver forgår.
Derfor har Rikke Bogensberger arbejdet på en løsning siden 2018, hvor man kan sende prøver afsted og sikre, at de holdes ved den rigtige temperatur.
Denne løsning skaber værdi i forhold til kvalitet, da det sikrer, at prøverne holder den rigtige temperatur og ikke slår sig undervejs. Det er tidssparende, da personalet slipper for manuelt at skulle transportere de varme prøver, da der på nuværende tidspunkt ikke findes en varmeindsats. Derudover er det også mere miljøvenligt, da det sparer på plasten.
Da Rikke Borgensberger er kommet langt i projektet, ønsker hun i første omgang hjælp til design og produktudvikling. Der er behov for at få tegnet indsatsen færdig i 3D, så den kan videregives til en eventuel produktion.