​​

- Uden spyt kan det være svært at spise, tale og sove. Jeg håber, at min forskning kan give mange deres livskvalitet tilbage

​Forskning er blevet en kæmpe og vigtig del af mit liv, siger Kathrine Kronberg Jakobsen. Hun håber, hendes forskning kan være med til at forbedre livet for patienter med ødelagte spytkirtler.

Hvad forsker du i?

Jeg forsker i stamceller og om stamceller kan bruges til at give folk, der har overstået et kræftforløb, deres spyt tilbage. Hvis man har haft kræft i hoved-halsområdet, så er der rigtig mange, der bliver strålebehandlet, og strålebehandlingen går ud over spytkirtlerne, og får man mindre spyt, fordi spytkirtlerne har taget skade.

Vi håber, stamcellerne kan være med til at hele spytkirtlerne op, booste dem, så der kommer mere normalt kirtelvæv tilbage, så de kan danne mere spyt.

Hvad er din drøm som forsker?

Min drøm er at kunne være med til at udvikle området og forbedre livskvaliteten for de her patienter. Vi er helt vild gode til at have fokus på behandlingen og hele det forløb. Nu er der også kommet meget mere fokus på efterforløbet og livskvaliteten, og det synes jeg, er rigtigt spændende.

Hvad er den største gåde indenfor dit felt?

Den største gåde er, hvordan vi kan få stamcellerne til at virke. Det er et helt nyt felt, og vi har kun lavet de første spadestik til at forstå det. Så der er mange uafklarede områder, som vi kommer nærmere på.

Hvad er det sjoveste eller mest interessante ved at være forsker?

Det sjoveste og fedeste er helt klart, at man kan være med til at skabe noget ny viden. Man er på et felt, som er helt uudforsket, så man bidrager med noget ny viden. Og så er det fedt at få lov at nørde og gå i dybden med et nicheområde. Det kan jeg godt lide.

Har du et særligt redskab, der er vigtigt for dig?

Kommunikation og samarbejde! Det er utroligt vigtigt. Jeg er hver dag i kontakt med min vejleder og sparrer med projektsygeplejerske og andre afdelinger. Og uden samarbejdet, så ville det slet ikke komme så langt. 

Har du en dag, du aldrig glemmer?

Jeg har helt klart nogle dage i mit liv som forsker, som jeg aldrig glemmer. I forhold til det her projekt, så er det jo blevet mit lille hjertebarn. Og de her dage, hvor jeg møder nogle patienter, som jeg har behandlet, og som kommer tilbage og fortæller, at nu er det første gang, de har sovet en hel nat uden at vågne, fordi de er tørre i munden – eller at de har kunnet spise noget, de ikke har kunnet spise i lang tid. Det betyder utroligt meget.

Hvorfor valgte du at blive forsker?

Det var meget tilfældigt, at jeg endte med at blive så optaget af forskning, som jeg er blevet. Jeg var i klinik på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi og syntes, det var en dejlig afdeling og nogle rigtig søde kolleger. Så fik jeg muligheden for at forske sammen med Christian von Buchwald og Christian Grønhøj, som er mine vejledere, og det er bare et rigtig godt team, og de har givet mig muligheden for at forske endnu mere. Så det startede i det små, og nu har det taget over og er blevet en kæmpe del af mit liv og en vigtig del af det.


​Hvordan gavner det, du laver samfundet?

Når man ikke har noget spyt, så er det nok en af de kropsvæsker, som man ikke ved, hvor vigtig er, før man mangler den. Uden spyt kan det være svært at spise, svært at tale, svært at sove om natten, fordi man vågner, fordi man hele tiden skal have noget at drikke. Det går ud over tænderne – man får huller i tænderne, og man kan få infektioner i munden. 

Jeg håber, min forskning kan være med til at rykke på nogle behandlingsmåder og sætte fokus på patientinvolvering; at høre, hvad der er vigtigt for patienterne. Livskvalitet er bare virkelig vigtigt. Selvfølgelig er behandling og overlevelse centralt for vores arbejde som læger. Men jeg håber, den her forskning kan være med til at sætte fokus på livskvaliteten bagefter – og forhåbentlig også give livskvaliteten tilbage til rigtig mange patienter.

Hvad har gjort størst indtryk på dig i dit arbejde som forsker på Rigshospitalet? 

Det har gjort størst indtryk på mig, hvor meget patienterne bidrager til det her. Det er utroligt vigtigt for mig – også meget vigtigere, end jeg havde regnet med. Patienterne stiller sig til rådighed for forskning, de kommer ind, de bidrager og fortæller meget åbent om hvad, de har været igennem, og hvad det betyder for dem. Så man bliver meget involveret i det, og det betyder meget. 

Hvad har overrasket dig mest?

Det har overrasket mig meget, hvor omfattende det er at få sådan nogle forsøg til at køre. Hvor mange små ting, der skal gå op i en højere enhed. Det har overrasket mig, hvor mange samarbejdspartnere - hvor mange mennesker herinde på Rigshospitalet, man ender med at komme i kontakt med. Vi er jo alle sammen nørdede på hvert vores lille område. Og sådan et projekt er et sammensurium af alle folks små nørdetheder.

Hvad er mest givende?

Det er helt klart mest givende, når jeg hører, at det virker, og når patienterne er glade og vil deltage og mærker en forskel. Så kan man næsten ikke stoppe, og man kan næsten ikke vente på, at man får fuldført sit projekt. 

​Det er også utroligt givende, at man får lov til at arbejde sammen med nogen, der er førende indenfor deres felt, og som er helt vildt nørdede, ligesom jeg selv er – og vi så kan få lov at samarbejde og tage det til et højere niveau. Det er rigtig givende.

Er der et redskab, du ikke kan undvære?

Jeg SKAL have mine samarbejdspartnere. Det er det allervigtigste. Der er selvfølgelig en masse praktiske ting, man skal have, men uden min projektsygeplejerske og uden min vejleder, så var jeg gået i stå. Det er helt klart det allervigtigste – det er samarbejdspartnere. Både på vores egen afdeling, og også de andre afdelinger, vi samarbejder med. 

Hvor ser du dig selv som forsker om 5-10 år?

Jeg håber, jeg kan få lov at blive ved med at forske. Det betyder så meget for mig. Jeg håber, at jeg kan blive kliniker og have forskning ved siden af – eventuelt halvt kliniker/halvt forsker, eller hvad der er muligt. Men forskning vil altid være en del af mit arbejdsliv​.​


Redaktør