Det var meget tilfældigt, at jeg endte med at blive så optaget af forskning, som jeg er blevet. Jeg var i klinik på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi og syntes, det var en dejlig afdeling og nogle rigtig søde kolleger. Så fik jeg muligheden for at forske sammen med Christian von Buchwald og Christian Grønhøj, som er mine vejledere, og det er bare et rigtig godt team, og de har givet mig muligheden for at forske endnu mere. Så det startede i det små, og nu har det taget over og er blevet en kæmpe del af mit liv og en vigtig del af det.
Når man ikke har noget spyt, så er det nok en af de kropsvæsker, som man ikke ved, hvor vigtig er, før man mangler den. Uden spyt kan det være svært at spise, svært at tale, svært at sove om natten, fordi man vågner, fordi man hele tiden skal have noget at drikke. Det går ud over tænderne – man får huller i tænderne, og man kan få infektioner i munden.
Jeg håber, min forskning kan være med til at rykke på nogle behandlingsmåder og sætte fokus på patientinvolvering; at høre, hvad der er vigtigt for patienterne. Livskvalitet er bare virkelig vigtigt. Selvfølgelig er behandling og overlevelse centralt for vores arbejde som læger. Men jeg håber, den her forskning kan være med til at sætte fokus på livskvaliteten bagefter – og forhåbentlig også give livskvaliteten tilbage til rigtig mange patienter.
Hvad har gjort størst indtryk på dig i dit arbejde som forsker på Rigshospitalet?
Det har gjort størst indtryk på mig, hvor meget patienterne bidrager til det her. Det er utroligt vigtigt for mig – også meget vigtigere, end jeg havde regnet med. Patienterne stiller sig til rådighed for forskning, de kommer ind, de bidrager og fortæller meget åbent om hvad, de har været igennem, og hvad det betyder for dem. Så man bliver meget involveret i det, og det betyder meget.
Hvad har overrasket dig mest?
Det har overrasket mig meget, hvor omfattende det er at få sådan nogle forsøg til at køre. Hvor mange små ting, der skal gå op i en højere enhed. Det har overrasket mig, hvor mange samarbejdspartnere - hvor mange mennesker herinde på Rigshospitalet, man ender med at komme i kontakt med. Vi er jo alle sammen nørdede på hvert vores lille område. Og sådan et projekt er et sammensurium af alle folks små nørdetheder.
Hvad er mest givende?
Det er helt klart mest givende, når jeg hører, at det virker, og når patienterne er glade og vil deltage og mærker en forskel. Så kan man næsten ikke stoppe, og man kan næsten ikke vente på, at man får fuldført sit projekt.
Det er også utroligt givende, at man får lov til at arbejde sammen med nogen, der er førende indenfor deres felt, og som er helt vildt nørdede, ligesom jeg selv er – og vi så kan få lov at samarbejde og tage det til et højere niveau. Det er rigtig givende.
Er der et redskab, du ikke kan undvære?
Jeg SKAL have mine samarbejdspartnere. Det er det allervigtigste. Der er selvfølgelig en masse praktiske ting, man skal have, men uden min projektsygeplejerske og uden min vejleder, så var jeg gået i stå. Det er helt klart det allervigtigste – det er samarbejdspartnere. Både på vores egen afdeling, og også de andre afdelinger, vi samarbejder med.
Hvor ser du dig selv som forsker om 5-10 år?
Jeg håber, jeg kan få lov at blive ved med at forske. Det betyder så meget for mig. Jeg håber, at jeg kan blive kliniker og have forskning ved siden af – eventuelt halvt kliniker/halvt forsker, eller hvad der er muligt. Men forskning vil altid være en del af mit arbejdsliv.