​​

- Efter at jeg havde normaliseret trykket i hjernen, var hun et helt andet menneske. Øjnene åbnede sig, hun smilede

​Forskning er hårdt arbejde, men givende og kreativt, siger læge Nadja Skadkær, Dansk Hovedpinecenter, der drømmer om at forbedre hverdagen for sine patienter med den invaliderende sygdom idiopatisk intrakraniel hypertension.

​Hvad forsker du i?

- Jeg er ph.d.-studerende, som er en forskningsuddannelse. Mit fokus er på sygdommen idiopatisk intrakraniel hypertension, som populært sagt betyder ”for højt tryk i kraniet uden, at vi ved hvorfor”. Det er en alvorlig sygdom, der kan give varig synsnedsættelse, i værste fald blindhed og som ofte er ledsaget af en række invaliderende symptomer som hovedpine, svimmelhed, tinnitus og kognitive klager. Sygdommen rammer primært helt unge kvinder i 20-30-årsalderen, som er svært overvægtige. Det er kvinder, som har hele livet foran sig. Vi forstår endnu for lidt af denne sygdom, og hvordan vi bedst behandler den, men det arbejder jeg for at ændre.

Hvad er din største drøm som forsker?

Det er at være med til at ændre forløbet for patienter, der har en alvorlig sygdom. For at forskning skal give mening, skal den være klinisk anvendelig og kunne kobles på virkeligheden. Det er patienterne med sygdommen, der er det drivende og det motiverende i forskningen for mig; det, der gør det meningsfyldt. De bedste dage, er dem, hvor jeg tager kitlen på for at tale med en patient. 

Hvad er den største gåde indenfor dit felt?

En af de største gåder handler om hjernevæskens dynamik: Hvilke mekanismer styrer dens dannelse og flow? Hvor bliver den dannet? Hvor bliver den af? Og hvad præcis er det, der går galt i denne her sygdom? Det forstår vi virkelig dårligt. 

Hvad er det sjoveste ved at forske?

Det allersjoveste ved at være forsker er, at det faktisk er en enormt kreativ proces med stor egen-indflydelse, mulighed for at præge arbejdet og med mange alsidige opgaver, som tilsammen giver et produkt, som kan være med til at forandre hverdagen for mennesker med alvorlig sydom. Det er også sjovt at samarbejde med så mange spændende mennesker - forskning er ikke noget man kan gøre alene. Det er noget, vi gør som et team, hvor vi trækker på hinandens ekspertise inden for hvert vores felt. Det er fantastisk at opleve den velvillighed, nysgerrighed, de kompetencer, og den drivkraft, der er hos mine kolleger. I mit projekt har vi mere end ti vigtige samarbejdspartnere, som er helt uundværlige.

Hvad er det vigtigste værktøj som forsker?

Det er nysgerrighed, vedholdenhed og samarbejde. Man kommer ingen vegne uden at samarbejde, og man er nødt til at være vedholdende, fordi det ofte er et benhårdt sejt træk at nå fra idé til resultat. Det kræver nysgerrighed og mod til at turde udfordre det, vi tror, at vi ved om sammenhænge. Og det er også netop det, der er det fascinerende ved forskning, at man er med til at søge nye veje og nye sammenhænge.

Hvilken dag på arbejde glemmer du aldrig?

En af de dage, som jeg aldrig glemmer, var for nylig. Jeg så en ung kvinde, som havde for højt tryk i hjernen. Hun havde det utroligt dårligt. Hun var smerteforpint, synsforstyrret og lyssky. Jeg lavede en lumbalpunktur, hvor jeg tappede noget af hendes hjernevæske efter at have målt et svært forhøjet tryk. Efter at jeg havde normaliseret trykket, var hun et helt andet menneske. Øjnene åbnede sig, hun smilede, hun var smertelindret, kunne se bedre og klarede helt op. Det var fantastisk at se. Den dag jeg fik alle påkrævede tilladelser til at gå i gang med et projekt, der har krævet et kæmpestort forarbejde, var også stor; dagen hvor jeg inkluderede den første patient eller de dage, hvor man sidder om et bord med dygtige mennesker og brainstormer idéer, diskuterer evidens og sammen undres, får idéer og lægger planer for fremtidig forskning. Dét er de bedste dage på arbejde.

Hvorfor valgte du at blive forsker?

Jeg valgte tage en forskningsuddannelse, fordi jeg som studerende stiftede bekendtskab med forskning, og det var både noget af det sjoveste og mest meningsfulde, jeg havde prøvet. At være med til at undersøge og lægge byggestenene for den viden, vi bygger praksis på. Jeg tror slet ikke, at jeg kan lade være med at forske videre, også selvom jeg ender som kliniker. Når man taler med patienter, får man så mange spørgsmål: ”Hvorfor fejler jeg det her? Hvordan kommer det til at gå mig? Kommer min familie til at arve det?”. Man kommer ofte til kort overfor disse spørgsmål. Jeg vil gerne være med til at finde svar, så vi kan informere og behandle patienterne bedre.

Hvorfor er din forskning vigtig for samfundet?

Samfundet består af de mennesker, der udgør det. For det enkelte individ betyder det noget, fordi han eller hun får en gevinst af det i form af en bedre behandling, at kunne blive helbredt eller få en øget livskvalitet. Men det er også godt for samfundet, at det enkelte menneske fungerer og dermed kan bidrage. Det handler om at have et sundt samfund med sunde mennesker med god livskvalitet.

Hvad har gjort størst indtryk på dig på Rigshospitalet?

Noget af det, der har gjort indtryk, er at møde kolleger, der arbejder som klinikere, men som finder tid og lyst til at forske ved siden af, og som stadig er drevet af denne vedholdende nysgerrighed i eftersøgningen af svar til deres patienter. Det har også gjort indtryk, hvordan man hjælper hinanden gennem samarbejde. 

Hvad har overrasket dig mest i forskningens verden?

Mængden af benarbejde. Ganske få linjer i en artikel eller et enkelt resultat kan have krævet 10.000 timer at nå frem til. Det er også en kunst på mange måder at forske, ikke bare videnskabeligt, metodisk og akademisk, men også menneskeligt er det en kunst at gebærde sig i miljøet og skabe de relationer, det kræver at bevæge sig fremad.

Hvad er det mest givende ved at være forsker?

Muligheden for at fordybe sig, stille spørgsmål og efterprøve dem. At dykke ned i ét felt og dygtiggøre sig i det. Få en omfattende baggrundsviden og føle man er en del af et verdensomspændende team, som alle arbejder hen mod et fælles mål: At stille spørgsmål og forsøge at finde svarene på dem. 

Har du et apparat, som du ikke kan undvære?

Mit vigtigste redskab er den trykmåler, som jeg måler trykket i hjernen med under lumbalpunktur. Trykmåleren er nødvendig for at stille den diagnose, jeg forsker i. På andenpladsen kommer vores apparat, der kan tage fundusfoto, som er et billede af øjenbaggrunden, hvor synsnerven træder ind i øjet. Det bruger jeg til at vurdere hævelse på synsnerven som udtryk for muligt forhøjet intrakranielt tryk. 



Redaktør