​​​​​​​​​​​​​​​

- De ting, jeg finder frem til, kan jeg diskutere med de fremmeste eksperter i verden

​Som forsker kan du få en ide den ene dag og søsætte den dagen efter, siger Stine Maarbjerg fra Dansk Hovedpinecenter. Hun brænder for neurologien og forsker i en sjælden sygdom, som giver svære ansigtssmerter.

​Hvad forsker du i?

Jeg forsker i trigeminusneuralgi. Det er en smertesygdom, som sidder i den ene side af ansigtet, og som giver nogle meget intense og jagende smerter i ansigtet. Patienterne har nogle særlige smerter, som kan opleves som knivstik og er ekstremt intense. De kommer ved almindelig berøring ved at lægge makeup eller ryge eller bare berøre huden. Patienterne kan være fuldstændig invalideret af det. Både socialt, psykisk og fysisk. Det er en meget svær sygdom at leve med.

Hvorfor valgte du at blive forsker?

Det gjorde jeg, fordi jeg brænder for neurologi, og jeg brænder for at forbedre behandlingerne for patienter med neurologiske sygdomme. Jeg mødte patienter med trigeminusneuralgi og så, at de havde en elendig livskvalitet, og at behandlingen tit landede mellem to stole. Så derfor synes jeg at det var et relevant projekt at være med til at prøve at strømline behandlingen og at undersøge, hvor godt behandlingen egentlig virker.

Hvad er den største gåde indenfor dit felt?

Den største gåde er, hvorfor patienterne får sygdommen. Vi ved, at nogle patienter får sygdommen, fordi de har et blodkar, der trykker på deres følenerve, men vi ved også, at der er en hel masse patienter, der ikke har et blodkar, der trykker på følenerven, og hos den her store patientgruppe, som primært er kvinder, der har vi faktisk ingen som helst idé om, hvorfor de har fået smerterne. Dermed har vi heller ikke så gode muligheder for at behandle dem.

Hvad er det sjoveste ved at være forsker?

Det sjoveste ved at være forsker er, at du får lov til at være kreativ. Du kan få en idé den ene dag, og så kan du være med til at søsætte den næste dag. Du kan selv drive forskningsdata hjem, og når du har opgjort resultaterne, så ved du, at du står på sikker grund, og at det er indsamlet med en god metode, og det gør det rigtigt sjovt at gøre resultaterne op og offentliggøre dem.

Hvad er dit vigtigste værktøj som forsker?

Mit vigtigste værktøj er at tale med patienterne. Jeg har brug for at kunne opbygge en relation, så patienterne har tillid til mig, for at jeg kan få lov at følge dem over tid.

Har du en dag på arbejde du aldrig glemmer?

Jeg har mange dage, som jeg aldrig glemmer. Man møder eksempelvis en patient, som for første gang møder en læge, der kender til deres sygdom, og man kan sige ”Det du fortæller, er helt normalt for sygdommen, og vi har gode idéer til, hvad vi skal gøre ved din sygdom”. Der er rigtigt mange patienter, der bliver meget rørte, lettede og får tårer i øjnene i den situation. De er så glade for endelig at blive forstået, fordi de måske tidligere har mødt uforstående læger eller har mødt nogen, der bare mente, at ”det sad mellem ørerne”.

Hvordan vidste du, at det lige var det her, du skulle?

Jeg vidste, at jeg ville være noget indenfor neurologi, fordi jeg aldrig har syntes, at noget andet var lige så spændende som neurologi, og sådan har jeg haft det siden, jeg startede på lægestudiet.

Hvad har gjort størst indtryk på dig ved at arbejde på Rigshospitalet?

Det at arbejde på Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet Glostrup har været en stor inspiration for mig. Jeg har oplevet, hvordan vi kan bedrive forskning af høj kvalitet. Vi kan lave nogen konklusioner på vores forskning, og så kan vi implementere dem i klinikken i samme ombæring. Jeg synes det er enormt inspirerende og vigtigt, at forskningen bliver patientnær på den måde.

Hvad er det mest givende for dig ved forskningen?

Det er at se nogle af de projekter, jeg har været med til at søsætte for 10 år siden, bære frugt. At være med til at oplære og vejlede andre i forbindelse med forskning. Det har også været meget inspirerende at have internationale samarbejder og hele tiden være med til at starte nye ting.

Hvad har overrasket dig mest ved at blive forsker?

Det er, at de ting jeg finder frem til og tager med ud på konferencer, kan jeg diskutere med nogle af de fremmeste eksperter i verden, og så kan vi sammen være med til at ændre de kliniske retningslinjer på internationalt plan. Det, synes jeg, er enormt sjovt.

Hvilket grej kan du ikke undvære?

- Jeg kan ikke undvære min lange vatpind. Den bruger jeg til at undersøge følesansen i ansigtet. Hvis det er sådan, at patienten har forstyrrelser i følesansen i ansigtet, så bliver jeg lidt mistænksom i forhold til om der kunne være en underlæggende årsag til deres ansigtssmerter. Det kunne eksempelvis være en tumor eller det kunne være multipel sklerose eller en helt tredje ting. Det hjælper vatpinden med at afklare.


​​



Redaktør