Genanalyser af blod kan målrette kræftbehandling

​Rigshospitalet er begyndt at bruge genanalyser af blod til at teste virkningen af ny kræftmedicin, mens behandlingen foregår.  De første resultater viser, at man hurtigere end ved vævsprøver kan opdage, når en patients behandling holder op med at virke.
​Genanalyser i blodet kan fremover blive et vigtigt redskab til at udpege, hvilke kræftbehandlinger der virker på den enkelte patient. Indledende forskningsresultater tyder på, at DNA-fragmenter i blodet fra kræftsvulster hurtigere end en vævsprøve kan afsløre, om en medicinsk behandling virker. 

Bag resultaterne står Enhed for Genomisk Medicin og Fase 1-enheden i Onkologisk Klinik. De to afdelinger er fælles om et genomisk forskningsprojekt, som handler om at finde matchende lægemiddelbehandlinger til en gruppe af kræftpatienter, som ikke kan hjælpes med allerede godkendt medicin. Der er foreløbigt indsamlet tumorvæv fra ca. 600 kræftpatienter, og for 60 af patienterne er der også indsamlet blodprøver, som kan bruges til at analysere forekomsten af cirkulerende tumor-DNA. 

En af de forskere, som arbejder med genanalyser i blodet, er molekylærbiolog og ph.d.-studerende Lise Barlebo Ahlborn fra Enhed for Genomisk Medicin. Hun har præsenteret de første resultater fra et studie af forekomsten af en bestemt mutation hos 22 patienter med lungekræft, galdegangskræft og kolorektalkræft. Mutationen er kendt for at drive tumorvækst og er ofte involveret i udviklingen af modermærkekræft, og i dag kan en specifik gruppe af patienterne behandles medicinsk med en såkaldt BRAF-hæmmer. Lise Barlebo Ahlborns resultater viser, at en genanalyse af tumor-DNA i blodet også er god til at vise, hvordan andre typer kræftpatienter responderer på behandling med en BRAF-hæmmer. 

”På scanninger kan vi se den sammenhæng, at hvis mængden af tumor-DNA i blodet stiger, så vokser størrelsen af kræftsvulsterne også. Når mængden af tumor-DNA i blodet stiger, så lader det til at være et tidligt tegn på, at en behandling er holdt op med at virke,” siger Lise Barlebo Ahlborn. 

Ændringer opdages tidligt

I dag scanner man typisk en kræftpatient efter otte ugers behandling. Det interessante ved at måle cirkulerende tumor DNA er, at kan måle effekt meget tidligt i behandlingsprocessen, forklarer overlæge Morten Mau-Sørensen, der er leder af Fase 1-enheden. 

”Genanalyserne af blodprøver kan sandsynligvis fungere som en meget tidlig indikation på, om en patient får gavn af en medicinsk behandling. Teorien er, at man i blodet kan finde de meste aktive og mest væsentlige komponenter fra de tumorer, der driver en kræftsygdom,” siger Morten Mau-Sørensen.

Han forklarer, at man med genanalysen i blodet ofte kan se, at forekomsten af en type mutation falder som følge af en behandling, mens genudtrykket af en anden mutation stiger. Sammenhængen mellem de forskellige genmutationer varierer fra den ene kræftsygdom til den anden. Informationen er ifølge Morten Mau-Sørensen derfor vigtig for at finde kombinationsbehandlinger, som også rammer de ”nye” mutationer, der opstår i kølvandet på en behandling. 

Der findes forskellige typer af genanalyser til at analysere en kræftbehandlings virkning på en patient. I samarbejdsprojektet mellem Enhed for Genomisk Medicin og Fase 1-enheden anvendes exom-analyser.  Exomet består af de dele af genomet, der koder for proteiner, og de fleste kræftsygdomme skyldes fejl i netop disse dele af genomet. Med denne teknologi kan man nøjes med at undersøge 1-2 procent af genomet.  I Lise Barlebo Ahlborns projekt bliver teknologien NGS (Next Generation Sequencing) brugt til at analysere et panel af genmutationer i blodet, som blandt andet tager udgangspunkt i exomet. 

Genanalyser bruges til at finde nye kræftlægemidler 

I øjeblikket er Fase 1-enheden i Onkologisk Klinik i gang med omkring 30 forskellige forsøg med potentielt nye lægemidler, og flere af dem rettet mod bestemte genfejl. 

Enhedens patienter er alvorligt syge kræftpatienter, som ikke har haft tilstrækkelig effekt af de eksisterende behandlinger, og de første forskningsresultater viser, at de eksperimenterende behandlinger er effektfulde for ca. hver femte patient.

Alle patienterne får tilbud om en exom-undersøgelse, som er en analyse af de 1-2 procenter af genomet, der menes at være mest sygdomsfremkaldende. Hvis exom-undersøgelserne viser en genfejl hos en patient, og hvis denne genfejl muligvis kan behandles med et af forsøgslægemidlerne, bliver patienten spurgt, om han eller hun vil deltage i forsøget. Et alternativ er, at et lægemiddelfirma har et nyt lægemiddel på vej, som passer til den præcise genfejl, som en enkelt kræftpatient fra Rigshospitalet har. Hvis det er tilfældet, kan lægerne på Fase 1-enheden henvende sig til firmaet for at få testet behandlingen på den enkelte patient, selvom firmaet ikke gennemfører forsøg på Rigshospitalet. I enkelte tilfælde har Fase 1-enhedens læger også sendt patienter til Helsinki, Finland, fordi forsøgsenheden på universitetshospitalet der tester nogle lidt andre lægemidler end Fase 1-enheden.






Redaktør