Coronavirus: Til patienter og pårørende på Rigshospitalet

Det er vigtigt for os, at du fortsat føler dig godt modtaget, og vi har derfor samlet de ændringer og tiltag, du kan møde som følge af coronavirus, når du kommer på hospitalet.

Husk at du ikke må møde op på hospitalet med feber, hoste, synkebesvær, vejrtrækningsbesvær eller hovedpine.​ 

Når du færdes på Rigshospitalet som patient eller pårørende, beder vi dig om at holde god afstand til andre, spritte eller vaske hænder ofte og hoste/nyse i ærmet. 

Er du som patient på Rigshospitalet i tvivl om, hvordan du forholder dig til coronavirus i forhold til din sygdom, så kontakt din klinik eller afsnit. De kan hjælpe dig med vejledning til lige præcis din sygdom. En del klinikker har også lagt vejledninger ud på deres hjemmeside. Find din klinik på Rigshospitalets hjemmeside.

Er du i særlig risikogruppe er der mulighed for at få udleveret en patientmaske. Henvend dig i informationen i forhallen.


Når du skal testes for coronavirus på Rigshospitalet

Er du henvist til coronatest/COVID-19 på Rigshospitalet skal du møde op i Rigshospitalets podeklinik, Henrik Harpestrengs Vej 7, 2100 Kbh Ø.

Læs mere om, hvor du skal møde op og hvordan du skal forholde dig



Vi tester patienter inden aftale på Rigshospitalet

På Rigshospitalet tester vi patienter for COVID19, inden de møder op til aftaler på hospitalet. Det gælder patienter, der skal: 

  • indlægges,  eller 
  • have foretaget undersøgelser, der giver særlig risiko for dråbesmitte. 
Hvis du skal testes, vil du modtage et brev i din e-boks. I brevet får du besked om, hvordan du får en tid til test. 

Er du henvist til coronatest/COVID-19 på Rigshospitalet? 






Adgangsforhold


Pårørende og besøgende

Der kan nu igen frit aflægge besøg på Rigshospitalet, så længe Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende coronavirus følges. 
 
Der kan være områder på hospitalet, hvor muligheden for besøg er begrænset. Det håber vi på forståelse for.

Særligt sårbare patienter

Er du patient på Rigshospitalet og særligt sårbar i forhold til smitte, kontakt da din afdeling, som vil vejlede dig i forhold til din situation. Du har mulighed for at få udleveret en patientmaske i forhallen.


Indgange og døre

På hverdage mellem kl. 18.00 til 06.00 og i weekenderne er der kun adgang til Rigshospitalet via de to hovedindgange på henholdsvis Rigshospitalet, Blegdamsvej og Rigshospitalet, Glostrup. 

På hverdage mellem kl. 06.00 til 18.00 er vores indgange åbne som normalt. 






Udskudte aftaler bookes gradvist igen

Mange patienter har på grund af corona-epidemien fået udskudt allerede bookede aftaler hos os. Dette har vi udelukkende gjort, hvor vi vurderer, at det er lægeligt forsvarligt.  

Vi begynder nu igen at indkalde til de tider, vi i første omgang har måttet udskyde.   

Vi indkalder gradvist, fordi vi fortsat har brug for sengepladser og personale til de patienter, der bliver indlagt med coronavirus. Det er derfor ikke sikkert, at du modtager en ny indkaldelse med det samme. 

Når du bliver indkaldt, vil du modtage din nye tid på e-boks eller telefonisk.

Oplever du symptomer som bekymrer dig, og som du tænker kunne have noget med din sygdom at gøre, kan du naturligvis henvende dig telefonisk til din afdeling, hvis din aftale er udskudt. Hvis dine symptomer ikke er relateret til din sygdom, beder vi dig om at henvende dig til din egen læge. 



Vis hensyn og pas på dig selv, når du besøger hospitalet

Du bør som patient i behandling og i kontrolforløb følge de nationale anbefalinger:

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit

  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder

  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt

  • Hold afstand og bed andre tage hensyn



Afdelinger for coronabehandling

Se kort over podeklinik

Intensiv
Covita Intensivafdeling, afsnit 7024

For øjeblikket er der ikke patienter på Covita Intensivafdeling. 

Covita Intensivafdeling ligger i Nordfløjen - Rigshospitalets nye fløj - i operationsmodtagelses- og opvågningsområdet. Der er kun adgang til afdelingen fra Rigshospitalets hovedbygning.





Generelle spørgsmål til coronavirus

Undlad venligst at ringe eller skrive til os med generelle spørgsmål til coronavirus. Følg i stedet Sundhedsstyrelsens anbefalinger. 

Læs mere på www.sst.dk/coronavirus , eller ring til hotline: 70 20 02 33.  Situationen er under daglig udvikling og det er derfor vigtigt, at du orienterer dig på ovennævnte hjemmeside, der opdateres løbende.

Sundhedsstyrelsen har lavet en række foldere med gode råd og vejledninger i forbindelse med coronavirus. 

Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside 



1813 - Akuttelefonen

Hvis du har behov for akut hjælp ved sygdom uden for din egen læges åbningstid og ved skader døgnet rundt. 





For pårørende til indlagte med coronavirus

​Vi har samlet en række spørgsmål og svar til dig, som er pårørende til en patient indlagt med coronavirus.

Læs vores information til pårørende





Redaktør