Derfor bygger vi

​​Juliane Marie Centr​​et for børn og pårørende er et af Rigshospitalets bedste – og værste. Fagligheden, forskningen og behandlingen er faktisk allerede ​i verdensklasse. 

Men faciliteterne er det modsatte. ​​

Ti klinikker, fire Global Excellence-centre, ti tværgående enheder og fem videncentre er alt andet end samlet i ni forskellige bygninger. Patienter og personale forsøger at skabe logiske patientforløb og tryghed i nedslidte omgivelser, der er håbløst ineffektive i forhold til teknologi og logistik.

Vi har undersøgt børnenes behov, vi har støvsuget den internationale hospitalsverden for viden, og vi kan nu bygge et hospital, der integrerer leg hele vejen igennem behandlingsforløbet. I legen finder børnene ro og tryghed. Børn og unge, der er indlagt i lange perioder, får gennem leg og læring mulighed for at udvikle sig socialt og motorisk i lighed med deres raske kammerater, så de er bedre rustet til at vende tilbage til hverdagen efter endt sygdom.

Med BørneRiget vil vi dokumentere, hvordan og hvorfor vi kan ​gøre det uendeligt meget bedre, og vi vil vise, at det er muligt at skabe et nyt hospitalsbyggeri i verdensklasse funderet på faglighed, menneskelige værdier og teknologiske muligheder. ​

Foranalyse viser vejen

En grundig foranalyse har kortlagt, hvad der skal til for at bygge et hospital i verdensklasse til børn, unge og fødende.​ 

Foranalysen har omfattet:

  • En kortlægning af eksisterende patientforløb
  • Anbefalinger fra faglige eksperter
  • Undersøgelser af brugernes oplevelse
  • Erfaringsudveksling med førende børnehospitaler i hele verden

 


Redaktør