BørneRiget ønsker glædelig jul og godt nytår

​Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår, Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle jer, der aktivt har deltaget, bidraget og været involveret på mange forskellige måder i projekt 'På vej mod BørneRiget'
Vent...

Vi er taknemmelige over, at så mange af jer har haft tid og lyst til at bruge tid og kræfter på at hjælpe med at udvikle BørneRiget hen imod de store visioner, vi sammen skabte for snart seks år siden. Uden jer ville dette projekt ikke kunne lade sig gøre. 

2020 har været hektisk på en anderledes måde end nogensinde før.

COVID-19 har været den helt store Joker – og meget er ikke gået, som vi havde forestillet os. Projekt BørneRiget har dog udviklet sig endnu mere, end vi havde kunnet håbe på, og projektet holder tidsplanen. 

I 2021 begynder vi på arbejdet med at udvikle nye arbejdsgange og nye funktioner ind i afdelingerne på tværs af Rigshospitalet.

 Vi vil i 2021 arbejde videre på at udvikle løsninger til en bedre og helt ny og anderledes måde at opleve et ophold på hospitalet på. De 2 innovationsenheder Brugeroplevelsesteamet fra BørneRiget og Inno+ fra Rigshospitalet går i testområdet FrontLAB sammen i gang med at udvikle og teste løsninger til BørneRiget og til resten af Rigshospitalet. 

Vi vil fokusere endnu mere på vores forskning i legens betydning for pleje og behandling på hospitaler. Vi opruster vores implementering af vores fælles konvention og vision om at skabe ligeværdige partnerskaber mellem patienter, pårørende og sundhedsfaglige, ligesom vi arbejder videre med at sikre et sammenhængende og effektivt behandlingsforløb fra hjemmet, til hospitalet og tilbage til hjemmet og hverdagen igen.

2021 bliver året hvor byggeriet af BørneRiget officielt går i gang. 

Byggepladsen er nu næsten ryddet og bliver klar til, at byggeriet går rigtigt i gang i foråret 2021. Det er derfor en stor og spændende opgave, vi står overfor, og vi håber, at I endnu engang har tid, lyst og mulighed for at bidrage med jeres fantastiske viden, erfaringer og gåpåmod. 

Vi håber, 2021 bliver året hvor vaccinerne vinder over Corona, så vi kan se endnu mere til jer.

Vi vil endnu engang sige et kæmpe stort tak til alle jer, der gennem året har bidraget til, at projektet om at skabe verdens bedste behandling til børn, unge og fødende nu er kommet endnu tættere på at blive realiseret. 

Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde.


Glædelig jul og godt nytår til alle.

fra alle os i og omkring projekt 'BørneRiget'


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor