Hjertebørns senfølger skal kortlægges og minimeres

​​I et nyt professorat på Rigshospitalet skal Vibeke Hjortdal forske i medfødte hjertesygdomme hos børn og unge med særligt fokus på kognitive og psykosociale senfølger.

Vent...

I Danmark såvel som i udlandet er man gode til at behandle medfødte hjertesygdomme hos børn og unge. De fleste overlever og får et godt liv, men nyeste forskning tyder på, at hjertesygdom allerede fra fosterlivet kan give kognitive og psykosociale udfordringer senere i livet. 

I et nyt professorat i medfødte hjertesygdomme hos børn og unge skal professor Vibeke Hjortdal forske i, hvordan fostrets og barnets hjerne påvirkes af hjertesygdommen. 


Vibeke Hjortdal. Billede: Aarhus Universitetshospital 

Færre senfølger og god livskvalitet

Målet er at finde ud af, både hvad årsagerne er til de forskellige hjertesygdomme, samt hvornår og hvordan den mest optimale behandling skal foregå, så barnet får færrest mulige senfølger og den bedste livskvalitet. Enten gennem behandling allerede i fostertilstanden eller den rette behandling straks efter fødslen og senere i livet. 

Professoratet er tilknyttet BørneRiget og forankret i Thorax Kirurgisk Klinik i Rigshospitalets Center for Hjerte, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme. 

Vibeke Hjortdal forklarer: 

-  Vi ser flere og flere børn med hjertesygdomme, der har brug for hjælp i skoletiden og i andre sammenhænge både kognitivt og psykosocialt. Jeg håber, at jeg gennem professoratet og samarbejde med forskere nationalt og internationalt kan bidrage til at finde ud af hvorfor, hvornår og hvordan hjernens udvikling bliver påvirket hos hjertebørn. Målet er at kunne hjælpe de, der har eller får udfordringer pga. hjertesygdommen, og på sigt reducere risikoen og evt. helt fjerne problemerne.

En del af et nyt professorteam i BørneRiget

Professoratet er kommet i stand takket være en donation fra Novo Nordisk Fonden til BørneRiget, som skal sikre en dansk førerposition inden for tre områder: vævsrekonstruktion, behandling af fostre og behandling af hjertesyge børn.

Vibeke Hjortdal er derfor ansat sammen med to andre professorer; Magdalena Fossum og Olav Bjørn Petersen. De skal sammen med eksperter på Rigshospitalet og Københavns Universitet at være med til at bringe Danmark i front internationalt inden for rekonstruktionskirurgi (behandling med eget væv), forskning, diagnostik og behandling af fostre (fosterterapi) samt  medfødte hjertesygdomme hos børn og unge. Læs mere om det nye professorteam i BørneRiget.

Om samarbejdet mellem de tre professorer og de mange specialer, der er involveret i behandlingen af børn og unge på Rigshospitalet, forklarer Vibeke Hjortdal:

-  Jeg glæder mig rigtig meget over at have fået muligheden for at komme til at arbejde sammen med de, der står for behandlingen af medfødte hjertesygdomme på Rigshospitalet, og de muligheder det giver for at forske i sygdommene og de problemer, det giver årsag til hos patienter og familier. 

- Jeg ser store muligheder i, at alle børn og unge er samlet et sted i BørneRiget, så vi kan koordinere data på tværs og drage nytte af den synergi, der kommer af, at folk går op og ned ad hinanden i samme bygning. 

Samarbejder med børnehospitaler fra hele verden

Vibeke Hjortdal har gennem sit hidtidige arbejde på center for medfødte hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital allerede igangsat en række forskningsstudier på området, og hun har etableret et samarbejde med børnehospitaler i USA, Canada, England, Brasilien og Argentina, som hun også vil drage nytte af i professoratet og fortsætte samarbejdet med. 

Fakta om Vibeke E. Hjortdal

  • Fra 1. maj ansat som professor i medfødte hjertesygdomme på ved Rigshospitalets Thoraxkirurgiske Klinik i Center for Hjerte-, Lunge-, Kar- og Infektionssygdomme og ved Københavns Universitet
  • Kommer fra en stilling som overlæge og professor i medfødte hjertesygdomme og thoraxkirurgi på Aarhus Universitetshospital, Skejby
  • Tidligere viceinstitutleder på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet
  • Dr. Med., ph.d. og speciallæge i thoraxkirurgi 
  • Ridder af Dannebrog, 
  • Priser: Oddfellow Ordenens ærespris (2015), August Krog Prisen (2005), Christenson-Ceson forskningsprisen (DADL) (2001), N.C. Nielsen prisen, 2001. 
  • 57 år
  • Publikationer
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor