To vindere af Hackathon går videre

To vinderteams fra BørneRigets hackathon er udpeget til at arbejde videre med VR- og AR-teknologi til at fremme bevægelse og understøtte det sociale behov for indlagte børn og unge

Vent...

Otte teams deltog i BørneRigets Hackaton, hvor spildesignere og it-udviklere var sammen i 42 timer om at hacke sig til en prototype på teknologi eller et spil, der via moderne AR- og VR-teknologi kan understøtte børns leg og bevægelse på hospitalet i fremtiden. 

Mange patienter oplever at blive inaktive og socialt isolerede, når de er indlagt på hospitalet. Det arbejder BørneRiget på at ændre i det nye hospitalsbyggeri til børn, unge og fødende på Rigshospitalet, som et led i at understøtte designprincipperne 'designet til hverdagen' og 'integreret leg'. Hackathon'en skulle besvare spørgsmålet om, hvordan man med moderne teknologier kan integrere bevægelse og leg i patienternes hverdag.

De otte deltagende hold præsenterede deres løsninger over for en jury bestående af fem unge patienter og deres forældre, repræsentanter fra BørneRiget, fagligt personale og eksperter indenfor VR/AR-teknologien.


To vinderteams udpeget

Juryen fandt i fællesskab frem til to vindere af Hackathon'et:

  • Riddle Kid
  • Kids Kingdom

De to vinderteams havde begge på hver deres måde opfundet en løsning, som lagde et virtuelt, interaktiv lag udover BørneRiget, hvor børn og unge kan gå på opdagelse, skabe og designe ting og fænomener, løse gåder, spille spil eller løse opgaver i samarbejde med andre, der er indlagt. Patienterne vil dermed kunne gå rundt på hospitalet fysisk, eller sende deres digitale figur afsted, hvis de ikke er i stand til at forlade sengen. Patienterne kan bruge enten smartphone, tablet eller AR-briller for at deltage i spillet, hvor de samtidig er nødt til at bevæge sig lidt med enten en arm, et ben eller hele kroppen for at være med. Derved integreres bevægelse og leg i oplevelsen. 

De to vinderhold får 25.000,- som er øremærket til at videreudvikle løsningen i samarbejde med. projektorganisationen bag BørneRiget.



8 forslag til løsninger på 42 timer

BørneRiget afholdt dette Hackathon i weekenden den 30. november - 2. december 2018 i samarbejde med CopenX og Khora – to af Danmarks førende virksomheder indenfor Virtual Reality - et Hackathon, i weekenden den 30. nov. – 2. dec. 2018. 
På Hackathon'et deltog 35 deltagere, fordelt på 8 hold. I et intenst 42-timers forløb udviklede de 8 hold løsninger, der skal være med til at forbedre de unges hverdag på hospitalet. Deltagerne talte blandt andet danske og udenlandske spil- og softwareudviklere samt fysioterapeuter, kartograf og designere.
En af eksperterne og oplægsholdere var den franske neurologiforsker og ekspert i smerte og VR Louis Derungs, som holdt et oplæg om sin egen erfaring med at anvende Virtual Reality som smertelindring. Louis blev som 19-årig ramt af lynet, blev alvorligt forbrændt på 50 % af kroppen og fik efterfølgende amputeret begge arme. Han oplevede voldsomme fantomsmerter, som han ved hjælp af bl.a. VR lærte sig selv at kontrollere. Louis Derungs holdt i 2017 et indlæg ved konferencen World VR Forum om sine oplevelser, som kan høres på Youtube på dette link.

Mange hensyn at tage for en optimal løsning 

To unge patienter var med til at sætte rammen for opgaven, ved at fortælle om deres erfaringer og viden fra langvarige sygdomsforløb med mange indlæggelser og lang tids isolation. Deltagerne fik også udleveret materiale, som beskrev hvilke udfordringer patienter kan have, og hvilke hensyn man som udvikler skal tage, når man skabe noget til denne målgruppe.  Fx at man skal tage højde for, at sygdom og behandling kan påvirke patientens sanser, hvorfor det er vigtigt, at løsningen ikke frarøver dem sanser, men i stedet understøtter sanserne. Eller at tage højde for, at løsningen også fungerer for dem, der ikke er i stand til at forlade sengen.

Billede fra BørneRigets Hackathon :  Ved brug af teknologierne Virtual Reality og Augmented Reality, arbejdede deltagerne på at udvikle en prototype, der kan aktivere børn og unge patienter.

Om BørneRiget

Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirk’s Fond bygger i et partnerskab et nyt hospital til børn og unge, forældre og fødende. 
Med BørneRiget ønsker de tre parter i fællesskab at skabe et forum for behandling af børn, unge og familier, der er lige så legende som lærende. Hvor barnets behov får samme vægt som systemets, og hvor forskning, uddannelse og behandling er kombineret til interagerende helheder. 
Det gælder både den lægelige behandling og muligheden for at behandle børn – som børn. Fordi børn lærer og lever ved at lege. Også når de er syge. 
Læs mere på BørneRigets Hjemmeside. www.rigshospitalet.dk/boerneriget
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor