Brian fik hjælp til at leve med sin hjertesygdom

​Brian Nielsen har dårligt hjerte og har oplevet at få tre blodpropper. På Rigshospitalet - Glostrup gav tilbuddet om hjerteskole og hjertetræning ham redskaber til at komme videre med sit liv.​

​Brian var på vej hjem fra nattearbejde i sit rengøringsfirma en vinterdag. Det var koldt, og han kunne godt mærke på vejrtrækningen, at der var noget galt.

- Da jeg sætter mig ind i bilen for at køre, bliver jeg pludselig lam fra halsen og ned. Jeg sidder sådan i nogle minutter, meget bange, indtil jeg får føling i venstre arm og får kæmpet mig ud af bilen. Her får jeg på en eller anden måde bevæget mig, så jeg igen kan bruge mine arme og ben, forklarer Brian.

Brian blev herefter indlagt på Glostrup Hospital på Kardiologisk Sengeafsnit på Medicinsk Afdeling, hvor de fandt ud af, at han havde en blodprop i hjertet, som skulle opereres væk. Han fik på Gentofte Hospital, der foretager denne type operationer, lavet en ballonudvidelse af forsnævringen i kranspulsåren og fik indsat en stent, der er et lille rørformet metalnet, der hjælper med at holde den udvidede kranspulsåre åben.​

Glad for hjerteskole og hjertetræning

Brian mærkede straks en forbedring af vejrtrækningen efter operationen, men skulle stadig til løbende opfølgning de næste måneder. Han havde takket ja til at deltage i Glostrup Hospitals tilbud om hjerteskole og hjertetræning. På hjerteskolen fik Brian blandt andet viden om, hvordan hans medicin fungerer, og han fik rådgivning om, hvad der er godt at spise som hjertepatient. Til hjertetræningen trænede han sammen med fysioterapeuter på hospitalet over nogle måneder på et hold med andre hjertepatienter.

- Jeg var helt vildt glad for det tilbud. Jeg har trænet meget før og var nervøs for, at man slet ikke kunne træne med en hjertesygdom. Det var rart at være sammen med nogle, der havde forstand på sygdommen og kunne vejlede en i, hvad man selv kan gøre, når man er udskrevet. Jeg fik rigtig god vejledning, som man kunne tage med tilbage til dagligdagen, fortæller Brian.

Langt forløb med psykiske udfordringer

Brian har siden sin første blodprop oplevet at blive indlagt med endnu to blodpropper og har også måttet lade sig operere igen. Han forklarer selv, at det er kommet bag på ham, hvor meget det psykiske aspekt har fyldt i hans forløb.

- Jeg var slet ikke klar over, at den psykiske del af det blev så gennemtrængende for mig. Det ramte mig, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne de samme ting som før mine blodpropper, fortæller Brian.

Efter Brian fik den anden blodprop i hjertet tog han selv initiativ til at snakke med nogle af de andre hjertepatienter, som var med på hjerteholdet. Her fandt de ud af, at de alle sammen gik rundt med mange af de samme tanker om livet og døden. Brian kom derudover i en selvhjælpsgruppe gennem Hjerteforeningen, og han er ikke i tvivl om, at den har hjulpet ham med at bearbejde nogle af de ting, der fulgte med sygdomsoplevelserne.

- Det gav nogle rigtig gode ting med videre. Man kunne sidde og snakke om hinandens sygehistorier, og jeg følte, at det hjalp på det psykiske aspekt at have andre ligesindede at tale med.

Humoren er vigtig på et hospital

I dag er Brian ikke længere tilknyttet et forløb på Glostrup Hospital, men trods de kedelige omstændigheder har han varme og positive minder fra Kardiologisk Sengeafsnit.

- Nogle gange oplever man, at der er meget travlt på et hospital, og at der måske kører lidt rutine i den for personalet, men på hjerteafdelingen på Glostrup Hospital kunne jeg mærke, at der blev taget hånd om patienterne – både fysisk og psykisk. Sygeplejerskerne var smilende og søde ved mig, og de kunne forstå at bruge humoren i et ellers kedeligt forløb, hvilket var meget vigtigt for mig, fortæller Brian.

Selvom Brian stadig får medicin for sin hjertesygdom, så er der fuld fart på livet igen med et mål om at cykle op ad det bjerg, som han måtte opgive for nogle år siden.

- Jeg har sammen med en gammel ven startet en cykelklub på 25 medlemmer, hvor 15 af dem inklusiv mig selv cyklede op ad det franske bjerg Alpe d’Huez. Målet er, at vi på et tidspunkt skal køre op ad det franske bjerg Mont Ventoux, som jeg måtte opgive nogle år tidligere på grund af den medicin, jeg tog for hjertet. Jeg skal op ad det bjerg – det er målet, og jeg skal nok klare det denne gang, fortæller Brian.​

Redaktør