Kroniske smerter efter brystkræftoperation

Ny forskning viser, at kvinder, der er opereret for brystkræft, kan have kroniske smerter mange år efter operationen. Undersøgelsen er enestående og netop offentliggjort i British Medical Journal.

 
​Kroniske smerter og hævelser kan følge flere år efter operation hos brystkræftbehandlede kvinder.

En undersøgelse af brystkræftbehandlede kvinders smerter viser, at kroniske smerter og hævelser kan følge og opstå hos kvinderne flere år efter operationen. Smerterne kan opstå umiddelbart efter operationen eller flere år efter. Det konkluderer ny forskning fra Rigshospitalets Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling.

Undersøgelsen er offentliggjort i det anerkendte internationale tidsskrift British Medical Journal.

2500 danske kvinder deltog

Resultaterne bygger på en omfattende spørgeskemaundersøgelse af knap 2500 danske kvinder, der er blevet opereret for brystkræft.

Svarene på spørgeskemaundersøgelsen er sammenlignet med svarene i en lignende undersøgelse fra 2008, og derved kan hovedforfatter til rapporten, Mathias Kvist Mejdahl, udlede helt nye konklusioner om senfølgerne efter brystkræftbehandling.

Resultaterne vækker opsigt

Det er første gang, der er lavet sådant et studie af brystopererede, og resultaterne vækker derfor opsigt.
Konkret betyder det, at der nu er dokumentation for og anerkendelse af de problemer og gener, som mange kvinder oplever efter behandlingen.

- Vi skal være bedre til at erkende, at det kan være følger efter en behandling for mange år siden, og vi må blive bedre til at finde ud af, hvordan vi så behandler de kvinder, siger professor, dr.med. Niels Kroman fra Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling.

Læs den videnskabelige artikel her​


Redaktør