Alle faggrupper oplever at skulle forholde sig til kognitive kommunikationsforstyrrelser, og det er så at sige alles ansvar at understøtte en effektiv kommunikation, siger Iben Christensen.
Samtalestøtte eller kommunikationspartnertræning målrettet borgere med afasi er efterhånden blevet udbredt på en del af landets hospitalsafdelinger og rehabiliteringscentre.
Mindre opmærksomhed er der på borgere med kognitive kommunikationsforstyrrelser. Det fortæller ph.d.-studerende Iben Christensen, der som en del af sit ph.d.-projekt har gennemført et studie af, hvordan kognitive kommunikationsforstyrrelser opleves af rehabiliteringspersonalet.
Socialt udfordrende for kommunikationen
Selvom personer med kognitive kommunikationsforstyrrelser efter erhvervet hjerneskade ikke har problemer med sprog som ved afasi, kan udfordringerne ifølge Iben Christensen være lige så gennemgribende og føre til mange misforståelser i kommunikationen.
- Personer med kognitive kommunikationsforstyrrelser kan være verbalt aggressive, upassende og seksualiserende i deres sprogbrug, taler måske ud ad en tangent, glemmer den røde tråd eller formår ikke at tilpasse samtalen til modtageren – det er socialt udfordrende for kommunikationen, siger Iben Christensen.
Udfordringerne forstærkes, når rehabiliteringspersonalet ikke ved, hvordan kognitive kommunikationsforstyrrelser kan komme til udtryk, og hvordan de kan håndteres.
I en række interviews med forskellige faggrupper i neurorehabiliteringen, har Iben Christensen undersøgt, hvordan personalet oplever kommunikation med denne gruppe, og fire tendenser tegner sig:
Kommunikationsforstyrrelser udfordrer interaktionen
Socialt upassende kommentarer gør samarbejdet med borgerne vanskeligt. Nogle borgere fortæller for eksempel private detaljer om, hvad der foregår i soveværelset, som ikke hører hjemme i eksempelvis en mødekontekst, og andre er verbalt aggressive mod personalet for eksempel i forbindelse med træning. Personalet skal finde ud af at navigere i dette, så aktiviteterne kan fungere på trods, og det er en stor opgave for dem.
Personalet skal ’kæmpe’ med kommunikationen
Det er anstrengende for personalet at holde samtalerne kørende. Dels kan der være borgere, som ikke selv tager initiativ i samtalen, så personalet skal bære det primære ansvar for kommunikationen. Dels er der andre borgere, der taler ud ad en tangent, hvor det kan være svært for personalet at få fat i den røde tråd eller selv få et ord indført.
Den kontekst, kommunikationen foregår i, er afgørende for, hvor meget kommunikationsforstyrrelserne fylder
For nogle faggrupper kan det føles mere naturligt at skulle håndtere de kognitive kommunikationsvanskeligheder end for andre. Konteksten er også afgørende. Kommunikationsvanskeligheder kan fylde mindre på et genoptræningscenter, hvor træningen foregår i korte, afgrænsede sessioner, end på et døgngenoptræningscenter, hvor personalet er sammen med borgerne i mange forskellige sammenhænge - også sociale i forbindelse med eksempelvis måltider.
Personalet ønsker mere viden og flere færdigheder
Kognitive kommunikationsforstyrrelser favner mange typer af symptomer, og det kræver en stor værktøjskasse at kunne tilpasse sig den enkelte borger. Særligt nyuddannede personaler giver udtryk for et ønske om mere viden om, hvad kognitive kommunikationsvanskeligheder er, og hvorfor borgerne reagerer, som de gør. De erfarne personaler udtrykker et større behov for at kunne omsætte denne viden til kommunikative færdigheder i praksis.
Manglende redskaber kan føre til sygemeldinger og opsigelser
Iben Christensen fortæller, at manglende redskaber til at håndtere borgernes kognitive kommunikationsforstyrrelser kan bringe personalets følelsesmæssige trivsel i fare:
- Det kan gøre personaler usikre, skabe en følelse af magtesløshed over ikke at kunne løse sine arbejdsopgaver eller blive vendt til frustration over borgeren, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op. Mine interviews med ledere af rehabiliteringscentre viste, at det i sidste ende kan ende med sygemeldinger og opsigelser, især efter verbal aggression rettet mod personalet.
Kommunikationspartnertræning eller træning i samtalestøtte til alle faggrupper er ifølge Iben Christensen en del af løsningen på problemstillingen, da velfungerende kommunikation imellem personale og personer med kognitive kommunikationsforstyrrelser er centralt i de mange forskellige aktiviteter, der indgår i neurorehabilitering.
- Alle faggrupper oplever at skulle forholde sig til kognitive kommunikationsforstyrrelser, og det er så at sige alles ansvar at understøtte en effektiv kommunikation. Det er også vigtigt, at ledelsesniveauet sikrer, at alle kan få den rigtige træning i at håndtere de udfordringer, der uundgåeligt kan opstå i mødet med denne gruppe borgere, siger Iben Christensen.
Om Iben Christensens ph.d.-projekt
I sit ph.d.-projekt undersøger Iben Christensen, hvordan man kan udvikle en intervention målrettet sundhedspersonale, der arbejder med mennesker med kognitive kommunikationsforstyrrelser efter erhvervet hjerneskade. Som en del projektet har hun gennemført et studie, hvor fokus er på personalets oplevelse af interaktionen med borgere, der har kognitive kommunikationsforstyrrelser. Resultaterne af studiet er publiceret i det internationale tidsskrift
American Journal of Speech-Language Pathology Download Iben Christensens ph.d.-afhandling hos Københavns Universitet
Denne artikel har været bragt i nyhedsbrevet fra Videnscenter for Neurorehabilitering, juni 2023
Læs hele nyhedsbrevet med tema om kommunikationsvanskeligheder
Af Maria Stove, Videnscenter for Neurorehabilitering