Migræne - Arv og miljø

​Vi prøver at finde gener, hvori mutationer kan øge risikoen for migræne. Samtidig studerer vi tvillinger for at finde miljøfaktorer, som øger risikoen for migræne.

​Resultater

Vi har belyst arveligheden ved den sjældne familiære hemiplegiske migræne. Desuden har vi deltaget i påvisning af fire genetiske varianter, som øger risikoen for de almindelige former for migræne, migræne med typisk aura og migræne uden aura.

I tvillingstudier har vi vist, at ca. halvdelen af risikoen for migræne er arveligt bestemt, og halvdelen skyldes miljøfaktorer. Blandt sidstnævnte har vi påvist, at lav uddannelse og hårdt fysisk arbejde øger risikoen og at migræneramte drikker mindre alkohol end andre, formentlig fordi det udløser anfald. En række andre sygdomme er forbundet med øget risiko for migræne derunder svimmelhedslidelser, gigtlidelser, thyreoidea lidelser, angst og depression.

Forskningsmål

Påvisning af genetiske fejl peger direkte på sygdomsmekanismer som igen kan lede til udvikling af ny medicin. Miljøfaktorer kan forbygges og det er særlig vigtigt, fordi vi også har vist at migræne hyppigheden er stærkt stigende i den danske befolkning.

Netværk og samarbejde

Vi er en del af Neurologisk Afdeling og har udstrakt internationalt samarbejde herunder specielt med firmaet DeCode på Island, som er verdens førende genknuser firma.​​


Redaktør