Behandling

Epilepsi behandles ofte med medicin, men kan blandt andet også behandles ved hjælp af en operation. 

​​​​​

Målet med behandling af epilepsi er at få fuld kontrol over anfaldene uden, at du får gener af behandlingen samt at undgå at du får psykiske og sociale belastende følgevirkninger af epilepsien. 

Medicinsk behandling 

Den mest almindelige form for behandling af epilepsi er medicinsk behandling. Varigheden af behandlingen afhænger af, hvilken type epilepsi du har. 

Epilepsi behandles med forskellige typer af medicin, og målet er at opnå fuldstændig anfaldsfrihed uden generende bivirkninger til medicin. Dette kan opnås hos 2/3 del af patienterne, men i nogle tilfælde er det nødvendigt at forsøge flere typer af medicin for at finde det bedste resultat.

Chancen for at opnå anfaldskontrol afhænger af, om du tager din medicin korrekt. Den hyppigste årsag til indlæggelse på grund af epileptisk anfald skyldes glemt medicin eller at medicinen er taget forkert. Selv et enkelt anfaldsgennembrud kan have store konsekvenser for din hverdag, for eksempel i form af kørekarantæne i mindst ½ år. En stabil behandling kan også svigte, fordi forskelligt medicin fungerer dårligt sammen. Du bør tale med en læge i Epilepsiklinikken om enhver form for start eller ophør af anden medicin. ​

Kirurgisk behandling

Hvis du har en svær epilepsi, hvor medicinsk behandling ikke har kunnet give et tilfredsstillende resultat, kan operation for epilepsi være en mulig behandling. 

Epilepsiens placering er med til at afgøre, om en operation er en behandlingsmulighed eller ej. Hvis det område af hjernen epilepsien udspringer fra samtidig er et område, der styrer vigtige funktioner, kan en operation medføre funktionsnedsættelse og vil derfor ikke altid være at foretrække. Du vil altid gennemgå risici ved en operation med kirurgen inden operationen​

Hvis en operation er en mulighed, kan 50 – 70 % forvente at bliver anfaldsfrie uden at få væsentlige bivirkninger eller komplikationer efter operationen. 
Det er kun ganske få  - mellem 1-3 % - der oplever alvorlige komplikationer i forbindelse med operationerne, fx lammelse eller sprogforstyrrelser. En del reagerer med psykiske problemer for eksempel i form af depression efter operation. Depressionen er som regel forbigående og fortager sig i løbet af de første uger eller få måneder efter operationen.

Efter operation skal du fortsætte den medicinske behandling i mindst et par år, hvorefter du langsomt kan aftrappe medicinen. En del oplever, at de efter en operation fortsat må have medicinsk behandling for at forblive anfaldsfrie.

Nervus vagus stimulation​ (VNS)

Andre ikke medicinske behandlingsmuligheder omfatter nervus vagus stimulation.
VNS er en lille ”pacemaker”, som sender små elektroniske impulser til hjernen via vagus nerven. Stimulatoren indopereres under huden på brystet med en ledning, der føres til vagusnerven på venstre side af halsen. VNS genererer elektriske signaler som sendes periodisk til hjernen via vagusnerven og således forebygger den elektrisk uro i hjernen, der kan fremkalde anfald​.

Læs m​ere i Epilepsiklinikkens patientinformation om operation og nervus vagus stimulation.

​​​


Redaktør