Afsnit N45 - Apopleksienheden

​Afsnit​ N45 er et neurologisk sengeafsnit specielt indrettet til behandling af patienter indlagt med apopleksi, som har brug for en længerevarende rehabilitering.

​​U​ndersøgelse og behandling

Undersøgelse og behandling foregår i tæt samarbejde mellem de fagpersoner, der er tilknyttet til N45, dvs. læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, logopæd (talepædagog), neuropsykolog,  sekretærer og servicemedarbejder.

Planen for behandlingen og eventuelle ændringer tilrettelægges i samarbejde mellem dig og personalet. Dette foregår på stuegangen.

Kontaktpersoner

Alle patienter i afsnittet får tildelt to kontaktpersoner:​

  • Behandlingsansvarlig læge 
  • Plejeansvarlig sundhedsperson. 

​​De vil sikre sammenhæng i dit pleje- og behandlingsforløb og i samråd med dig og dine pårørende, lægge en plan for din indlæggelse og udskrivelse. 

Vi gør opmærksom på, at dine kontaktpersoner ikke altid vil være til stede i klinikken. Det øvrige personale vil i kontaktpersonernes fravær følge op på planen for din behandling og pleje, og du er altid velkommen til at henvende dig til det personale, der er til stede i afsnittet.

Stuegang på N45 - DIS (Den Involverende Stuegang)

I DIS deltager patienten, pårørende efter patientens ønske og patientens behandlerteam (sygeplejerske, læge og relevante øvrige: fysioterapeut, ergoterapeut, logopæd og neuropsykolog). Problemstillinger afdækkes ved en fælles dialog og undersøgelsessvar gennemgås. Der opstilles og prioriteres i fællesskab langsigtede mål samt planer og mål for den kommende uge.

DIS afholdes en gang om ugen på et fast tidspunkt med en varighed på 30 minutter. Vi opfordrer dig og dine pårørende til at forberede jer inden DIS og samle ikke-akutte spørgsmål. Akutte problemstillinger varetages dagligt ved lægetilsyn.​

Genoptræning

En stor del af den tid, du er indlagt, vil dreje sig om færdighedstræning for at sætte dig i stand til bedst muligt atter at klare dagligdagen i de hjemlige omgivelser. Derfor er en meget vigtig del af genoptræningen de daglige gøremål som f.eks. at:

  • komme ud af sengen
  • vaske sig
  • klæde sig af og på
  • spise maden ved fælles bord
Det er godt at have sko med hælkappe til træningen og færden i klinikken i det hele taget.

Genoptræningen foregår på flere måder; dels som individuel træning og holdtræning med ergoterapeuter og fysioterapeuter, dels tilrettelægges den daglige pleje og behandling efter metoder, der tilgodeser genoptræningen for den enkelte patient.

Dine pårørende er velkomne til at være med, når du ønsker det, og det kan indpasses i træningen.

Samtaler

Du og/eller dine pårørende kan have behov for uddybende samtaler med en læge. Disse samtaler foregår efter nærmere aftale med personalet på afsnittet.

Besøgstid

Du er altid velkommen til at besøge dine pårørende i afsnittet. Vi har fri besøgstid, men tal med personalet om der er særlige hensyn, der skal tages højde for i forbindelse med besøg. 

Klik her for at læse mere om besøg i klinikken.​

Udskrivelse
Når der ikke længere er behov for behandling under indlæggelse, vil udskrivelse blive planlagt i samarbejde med dig, og i samarbejde eventuelt med dine pårørende, evt. den kommunale hjemmepleje og klinikkens personale, oftest dine kontaktpersoner i​ klinikken inklusiv de terapeuter, du har haft det tætteste samarbejde med. For at få lagt denne plan kan der være behov for en hjemmeplejekonference, hvor alle involverede deltager.

Ved udskrivelsen sender vi et brev (epikrise) til din egen læge med oplysninger om de undersøgelser og den behandling, du har modtaget under indlæggelsen. Hvis du ikke er interesseret i dette, vil vi bede dig give besked til dine kontaktpersoner i afsnittet.

Find vej
N45 ligger i hospitalets hovedbygning. Benyt indgang 1 eller 3 og gå til blå opgang. Herfra kan man tage en elevator eller trappen til 5. sal, hvor N45 ligger.​​




Redaktør