Klinisk forskning

​Dansk Multipel Sclerose Center forsker i at udvikle nye behandlinger af sklerose. 

Centralt i Dansk Multipel Sclerose Centers forskning er udvikling af nye behandlinger af sklerose, hvor vi har været initiativtager og ledende i en række behandlingsforsøg med anvendelse af kombinationer af traditionelle og nye behandlinger for multipel sklerose (MS). Vi har således initieret og ledet 2 store internationale forsøg og påvist gavnlig effekt af høj dosis methylprednisolon som tillægsbehandling til interferon-β, og denne kombination er nu etableret som behandlingsprincip verden over. Desuden prøver vi effekten af utraditionelle behandlinger som fx EPO til behandling af progressiv s​klerose og behandling med æg fra svinets piskeorm, der påvirker immunsystemet i en gunstig retning.


Flere kliniske forsøg retter sig mod behandlingen af primær og sekundær progressiv MS, hvor vi i dag ikke har særlig effektive behandlingstilbud. Vi tester således i øjeblikket natalizumab (Tysabri) og binyrebarkhormons virkning ved progressiv MS. Desuden undersøger vi vitamin-D's betydning for sygdomsaktiviteten. 

Vi er ledende indenfor test af antistoffer mod biologiske lægemidler, og på grundlag af denne forskning er der udviklet internationale retningslinier vedrørende klinisk anvendelse af måling af neutraliserende antistoffer mod interferon-β, som anvendes overalt i Europa.

Vores forskningsresultater vedrørende biomarkører for behandlingsrespons har medført påvisning af flere molekyler, som i fremtiden kan anvendes i den daglige klinik.​


Redaktør