Vand i hovedet

Den mest almindelige behandling af vand i hovedet er at indoperere en slange, der fjerner væsken og dermed trykket i hovedet.​

Vand i hovedet er et øget tryk i hjernes væske. Sygdommen kaldes også for hydrocephalus.​ Hjernen flyder i en klar væske, der produceres i de væskefyldte hulrum i hjernen, kaldet ventrikelsystemet. Vand i hovedet opstår, når ventrikelsystemet i hjernen forstørres på grund af øget tryk. Vand i hovedet kaldes også for hydrocephalus.​

Vand i hovedet ved forhøjet tryk

Vand i hovedet kan opstå, hvis kanalerne i ventrikelsystemet bliver klemt af eksempelvis en hjernesvulst. Dermed kan hjernevæsken ikke cirkulere i systemet. Det får trykket til at stige, hvilket giver hovedpine. Et meget højt tryk kan også gøre, at man bliver bevidstløs.

Trykket kan også stige, hvis de små ventiler tilstoppes, eksempelvis efter en hjerneblødning i hulrummet rundt om hjernen. 

Vand i hovedet ved normalt tryk

Vand i hovedet kan også være et aldersbetinget problem med væskecirkulationen, kaldet normal-tryks-hydrocephalus. Forklaringen på denne sygdom kendes ikke præcist, men der er en øget modstand i de små ventiler, hvor væsken siver over i blodbanen. Trykket i væsken er normalt, men tryksvingninger i hjernen dæmpes ikke på normal vis. 
Symptomerne er generel svækkelse af hele hjernen, hvilket fører til demens, gangproblemer og inkontinens.​

Behandling af vand i hovedet

Den mest almindelige behandling af vand i hovedet er at indopere en slange også kaldet et shunt. 
Kirurgen fører slangen ind gennem et hul i kraniet under huden ned til bughulen. 
På den måde føres hjernevæsken gennem slangen ned til bughulen, hvor væsken absorberes og indgår i kroppens væskebalance.  

Nogle gange føres væske til blodbanen ved at føre slangen ind i et kar på halsen og ned til hjertets forkammer. 

Hvis vand i hovedet er opstået på grund af en hjernesvulst, kan man i nogle tilfælde få bortopereret svulsten, så trykket letter. Hvis det ikke er muligt at fjerne svulsten, kan kirurgen ved en kikkertoperation foretage et hul mellem et af hjernens væskefyldte hulrum og hulrummet under hjernen og på den måde lede væsken udenom svulsten eller det, der blokerer for væsken.​

Vidoer om dit behandlingsforløb

 

Redaktør