Organdonation

Betingelser for organdonation 

Er en patient død på grund af hjernedød, men kroppen i live, er det umuligt at hjernen kan vækkes til live igen, og derfor kan behandlingen afbrydes.

Det giver mulighed for, at den afdøde kan donere organer til en anden patient, som har brug for et af organerne. Man kan donere hjerte, lunger, lever og nyrer samt hornhinder og knoglevæv.

En ung person som er afgået ved døden kan således hjælpe flere patienter og give dem et nyt liv. Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt:

  • ​Patienten er erklæret hjernedød efter den reglementerede hjernedødsundersøgelse.
  • Organerne er egnede, eksempelvis må patienten ikke have kræft
  • Patienten har ikke i levende live modsat sig at blive organdonor.
  • De nærmeste pårørende accepterer, at patienten bliver organdonor.
  • Tilladelse fra politiet i retslægelige tilfælde.

Hjernedødsundersøgelse

Når man har sikret sig, at forudsætningerne for organdonation er opfyldt, undersøger to læger hjernestammens reflekser to gange med en times mellemrum. De må ikke være læger for en organmodtager, og den ene skal være speciallæge i neurologi eller neurokirurgi. Efter anden undersøgelse kan patienten erklæres hjernedød. 

Hvis der er antydning af, at patienten har normale reaktioner ved undersøgelsen, så er patienten ikke hjernedød. 
Hjernedøde patienter kan dog reagere på nogle stimuli, eksempelvis kan der være en rygmarvsrefleks og strygning under fodsålen kan give opadbøjning af storetå og flekset ben.

Ved undersøgelsen af hjernestammens reflekser ses på:

  • Pupilrefleks: Når man lyser ind i øjet, vil pupillen normalt trække sig sammen.
  • Cornea- og cilierefleks: Når man berører hornhinde eller øjenvipper, vil øjet normalt lukke sig.
  • Oculocephale refleks: En drejning af hovedet udløser normalt en drejning af øjnene så blikket holdes fixeret lige frem (kan normalt udløses ved at dreje rundt på en kontorstol).
  • Oculovestibulære refleks: Øjnene drejer fordi væsken i ligevægtsorganet i mellemøret sættes i rotation. Ved at hælde koldt vand i øret afkøles noget af væsken og synker nedad, hvorved væsken sættes i rotation. Man observerer altså øjenbevægelser, mens man hælder isvand i øret.
  • Ciliospinale refleks: Smerte udløser normalt en forstørrelse af pupillen på samme side.
  • Motorisk respons ved smertestimuli i ansigt og på ekstremiteter
  • Smerte udløser normalt en bevægelse eller får blodtrykket til at stige.
  • Hosterefleks: Når man suger ned i luftrøret, begynder patienten normalt at hoste.
  • Svælgrefleks: Man manipulerer med den tube, som går gennem svælget. Det udløser normalt en kløgningsrefleks (opkastnings-bevægelse af svælg).
  • Apnøtest: Respiratoren afbrydes samtidig med, at der blæses ren ilt ned i lungerne. Kuldioxid stiger i blodet efter 10 minutter, og det får normalt patienten til at trække vejret.

Etik, hjernedød og organdonation 

Det er et chok at miste en af sine pårørende i forbindelse med en ulykke. Når man inden for et døgn bliver stillet over for valget om at donere organerne til en anden, vælger man ofte det sikre svar og takker nej til donation.

Det kan til gengæld være let at følge patientens sidste ønske uden de større betænkeligheder, hvis emnet forinden er diskuteret i familien, og hvis den pågældende som nu ligger hjernedød, tidligere har sagt, at han eller hun gerne vil donere organer.

Enhver dansker kan melde sig til donorregistret. Læs mere om organdonation på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.​​


Redaktør