Hjerneblødninger

​Et kranietraume kan give hjerneblødninger. Hvis blødningerne ligger omkring hjernehinderne, vil de ofte blive behandlet med en operation. 

Blødningerne omkring hjernehinden kan ligge uden på den hårde hjernehinde, mellem hjernehinderne eller som en blodansamling under den hårde hjernehinde. 

Endelig kan der også ligge blødninger i det tynde hulrum rundt om hjernen.​

Blødning uden på den hårde hjernehinde

Ved en hjerneblødning, der ligger uden på den hårde hjernehinde, skubber blødningen hjernehinden foran sig, så hjernen bliver klemt. Det er en relativ sjælden form for hjerneblødning. 
I starten er symptomerne de samme som ved en hjernerystelse. Efter noget tid kan man miste bevidstheden, og pupillerne vil have forskellig størrelse. Den pupil, der sidder i samme side som blødningen, bliver større.​

Behandling af blødning uden på den hårde hjernehinde

En hjerneblødning uden på den hårde hjernehinde kan behandles med en operation. Jo hurtigere operationen bliver foretaget efter blødningen er opstået, jo bedre er chancerne for, at man kommer sig fuldstændigt efterfølgende. 

Under operationen fjerner kirurgen blødningen, så trykket på hjernen bliver lettet.​

Blødning mellem hjernehinderne

Ved voldsomme kranietraumer kan kar mellem hjernen og hjernehinderne overrives, og det kan bløde mellem hjernehinderne, under den hårde hjernehinde.​

Behandling af blødning mellem hjernehinderne

Hjerneblødningen kan opereres bort, hvis blodansamlingen er stor og forskubber hjernen. 
Når blødningen er opstået på grund af et kranietraume kan tilstanden dog fortsat være kritisk efter en vellykket operation.

Kronisk blodansamling under den hårde hjernehinde

En kronisk blodansamling under den hårde hjernehinde er ofte startet efter en mindre kvæstelse. Blodansamlingen er til at starte med lille og vil danne en membran rundt om sig. Membrannen kan let bløde, og i løbet af nogle uger kan blodansamlingen vokse. Blødningen kan begynde at trykke på hjernen. Det kan give symptomer som halvsidig lammelse, balancebesvær eller demens.

Blødningen opstår hyppigere hos ældre og mennesker med et længerevarende stort alkoholforbrug, idet hjernen er skrumpet i forhold til kraniet og der let kan danne sig en blødning.​

Behandling af kronisk blodansamling under den hårde hjernehinde

Mindre hjerneblødninger behøver ikke behandles med operation, men kan absorbere sig selv. 
Hvis blødningen trykker hjernen ind kan man operere. Operationen foregår ved, at kirurgen bore et hul i kraniet og skyller det gamle blod bort og erstatter det med vand.

Efter operationen skal man ligge med dræn i nogle dage, så væsken kan løbe fra, mens den trykkede hjerne folder sig ud igen. Nogle gange er det nødvendigt at blive opereret flere gange.​​


Redaktør